Mogwai – stadig yderst hardcore
»Mere larm« lød en desperat bøn fra en publikummer under det allermest afdæmpede stykke i ekstranummeret ‘Christmas Steps’. Lige der hvor nummeret næsten står stille, inden en faretruende, forvrænget bas gør sin entré, og idyllen derpå smadres af tonsende guitarer og et buldrende kaos. Stilhed før storm. Da støjen atter havde lagt sig, satte violinisten Luke Sutherlands blide og forsonende outro ind, og harmonien var genoprettet.
Måden hvorpå Mogwais bedste kompositioner er opbygget er både uhyggelig, smuk og forbandet effektiv på én og samme tid. Og når Glasgow-bandet er i spillemæssigt hopla, som tilfældet mestendels var i går aftes, så går man gerne lige lukt ind i deres frådende og frenetiske guitarkaos, som de gennem snart 15 år har gjort til deres varemærke.
Under de første par numre, den slæbende ‘White Noise’ og den normalt ellers så bidske ‘Rano Pano’ fra skotternes seneste ellers glimrende udspil ‘Hardcore Will Never Die, But You Will’, anede man en smule opstartsvanskeligheder hos bandet. Heldigvis vågnede de op til dåd og fandt for alvor den instrumentale magi og musikalske samhørighed medlemmerne imellem i numre som ‘Killing All the Flies’ og ‘How to Be a Werewolf’, der blev eksekveret til UG.
Det er yderst befriende, at skotterne er helt og aldeles blottet for rockstjerneattituder. Medlemmerne virker beskedne og høflige, som da guitarist Stuart Braithwaite venligt undskyldte, at de desværre ikke kunne spille højere på grund af en lovgivning, som vores dumme politikere har vedtaget. Under aftenens største højdepunkt, det kvarter-lange, frenetiske støjmonster ‘Mogwai Fear Satan’ lod det heldigvis til, at de gav pokker i støjlovgivninger og larmede så voldsomt, at hans ondhed sydpå burde frygte dem og ikke omvendt. Mogwai kan nemlig stadig være yderst hardcore.
I det afsluttende ekstranummer ‘Mexican Grand Prix’ med Sutherland på vokal formåede Mogwai sågar at overraske, da der nærmest gik kæk electro i den, hvilket fungerede forbavsende godt, inden et tæppe af feedback lagde sig over salen, og bandet forlod scenen efter halvanden times lynlektion i hvorledes den uhellige treenighed af guitarlarm, skønhed og lidt electro skal eksekveres.
