The Human League

Det er svært at forstå, at The Human Leagues ‘Dare’-album er fra 1981. I dag, hele 30 år senere, skylder mange af nutidens popnavne stadig alverden til Sheffield-bandets brillante gennembrudsalbum. Et af synthpoppens epicentre med sin futuristiske teknologi, kølige kunstskoleattitude og knivskarpe popmelodier.

Udgangspunktet er dybest set det samme her på gruppens niende album. Og det er imponerende, hvordan frontmand Phil Oakey ikke lyder som om, han er blevet én dag ældre. Hans affekterede stemme passer stadig bedre end nogen anden til synthpoppens distancerede glamour, men det ændrer dog ikke ved, at ‘Credo’ er en lunken oplevelse.

Det begynder såmænd lovende med den catchy ‘Never Let Me Go’, men energien går desværre hurtigt tabt. Sangene er simpelthen ikke stærke nok til at hægte sig fast, og de bliver ikke for alvor løftet af bysbørnene I Monsters produktioner. Og når The Human League i dag skriver sange med titler som ‘Night People’ og ’Into the Night’, har man ikke for alvor fornemmelsen af at blive ført med ind i storbyens dekadente afkroge. I modsætning til velmagtsdagene hvor gruppen genlød af neonoplyst hedonisme, avantgardistisk stildyrkelse og drenge, der lagde en eyeliner lige så skarpt som pigerne.

Og det er vel her, de tre årtier ikke lader sig skjule. ‘Credo’ ender som nostalgi. Som en halsen efter noget der var engang. Spring mellemleddet over og giv i stedet de gamle album en omgang mere.