The Pains of Being Pure at Heart
The Pains of Being Pure at Heart lyder ikke længere som naboens naive teenagebørn, der har startet et band og kastet kærligheden på shoegaze-genren. Som hos makkerne i The Depreciation Guild har de fået stadionaspirationer. Lyden trækker tråde tilbage til The Cure i deres fredagsforelskede new wave-kådhed, mens guitarbicepsen er blevet dopet med ana-Billy-bole Corgan-steroider.
Djævelens advokat ville måske med afsæt i det alenlange bandnavn gætte på, at uskylden er forduftet. Det er selvfølgelig vildt overdrevet, men efter at stjerneproducermakkerparret Flood og Alan Moulder har skrællet hvalpefedtets bløde støjpuder væk, er det en væsentligt anderledes klingende Brooklyn-bande, der toner frem.
Kip Bermans spage, nasale røst virker som spydspids i lydbilledet blottet og nøgen, hvor den før var svøbt mere ind i mikset. Det er ikke udelt succesfuldt. Bandet er til gengæld blevet mere synth-glade, hvilket eksempelvis klæder ‘Heart in Your Heartbreak’ og ‘My Terrible Friend’ elegant. Forandringen fryder altså. Dealbreakeren huserer andetsteds.
TPOBPAH er på sangskriverfronten regredieret fra at være sommerfugle i maven til Oroboros-orm, som æder deres egne haler og præsenterer ideer, der er serveret flottere før, oftest af dem selv. Det pinligste eksempel, ‘Too Tough’, er langt hen ad vejen ‘This Love Is Fucking Right’ fra debuten, med samme toneart, snublende ens akkordgange og nedsat tempo.
Jo, der er altså stadig pastelfarvede kæbeknuser-bolsjer af velmoduleret, lækker larmepop i posen. Men magien ryger lidt med så transparent opskrift.