Woods – tyst syrefolk
Komplet lavmælt, med et fåtal af skæve syreudbrud og i virkeligheden mest bare en række stilfærdige, men ovenud melodiøse lo-fi-numre. Ja, gårsdagens Woods-koncert var ikke helt, som man havde forventet. For Brooklyn-gruppen har et bagkatalog, der til tider er så sært og kuriøst, at man nok til tider havde forventet det komplet modsatte. Men et nærmest totalt fravær af rytmesektion satte sit mærkbare præg, og det er kun, fordi Jeremy Earls kompositioner besidder så stærke melodier og stemninger, at Woods ikke faldt igennem.
Pløret af rumklang, der prægede koncertens første par numre, var dog ikke optimalt, men fra tredje nummer, den latterligt iørefaldende ‘Suffering Season’ fra gruppens seneste plade ‘At Echo Lake’, var der styr på det, og Earl kunne ubesværet levere den filosofiske catchphrase »Who knows what tomorrow might bring?» udover et halvfyldt Loppen.
At Earl er en melodimager af guds nåde kan de fleste tilstedeværende denne aften nok skrive under på. For på trods af den skrabede instrumentering faldt ikke et nummer igennem, og sange som det gamle hit ‘Rain on’, den overordentligt stemningsfyldte ‘Pick Up’ og den sortsynede ‘Born to Lose’ blev fremført aldeles overbevisende, mens G. Lucas Crane, gruppens syremager, skabte psykedelisk dybde i alle numre.
En rytmesektion havde dog indiskutabelt givet Woods det ekstra nøk opad. For selv om bundniveauet var højt, kan man nemt klandre koncerten for den manglende bredde. Og det var lidt ærgerligt, når man ved hvilken kvaliteter, Woods også besidder.
