Cass McCombs

Forrige år fik den californiske sangskriversærling Cass McCombs et mindre gennembrud med den støvede ‘Catacombs’. Nu er tiden så kommet til at følge op på opmærksomheden med et album, der i stedet for at brygge videre på forgængerens lyd insisterer på at afsøge nye udtryk og udvide sangskriverens musikalske palet.

Nuvel, McCombs bevæger sig ganske vist inden for den mere traditionelle del af sangskriverfaget, hvor de sarte og nedbarberede sange er centreret omkring en akustisk guitar eller klaver, men her bliver kompositionerne opfindsomt krydret med små skæve detaljer fra for eksempel banjo, fagot og glockenspiel, der understreger den fortsat kompromisløse tilgang til materialet.

Kompromisløsheden fungerer upåklageligt i den blide ‘County Line’, hvor McCombs, ledsaget af et slæbende arrangement, soulet småcrooner sig over kommunegrænsen og ind i sin elskedes arme. Ligeledes bliver man varm om hjertet af den muntre vuggevise ‘The Lonely Doll’, hvor der ganske sigende for albummet som helhed synges: »In tribute to all things petit, pretty and sweet«. Lille i den forstand at albummet næppe vil gøre McCombs til superstjerne, men samtidig er det både smukt og (bitter)sødt.

Den klaverbårne ‘Saturday Song’ og den næsten ti minutter lange ‘A Knock Upon the Door’, som fortsætter i samme spor hele vejen igennem, er mindre interessante og skæmmer helhedsindtrykket en smule, men ellers er McCombs fortsat et interessant og krøllet bekendtskab.