Sort Sol – under en stram, sort sol
»Hvem fanden spiser hotdogs til en Sort Sol-koncert?«, når jeg lige at tænke, inden koncerten med et af dansk rockhistories mest markante og stilsikre bands går i gang. Det er i det hele taget et mærkeligt, ufedt arrangement det her. Gulvet i KB Hallen flyder med ølkrus og knuste shot-glas. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at de 3.000 mennesker var samlet for at høre et aktuelt mainstream-helvede af et popband, men vi er samlet her i aften for at høre Sort Sol. Danmarks gennem tiden største punkband. Intet mindre. Genforenet for første gang i syv år.
Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved har i den nye konstellation fået selskab af de to guitarister Manoj Ramdas og Adam Olsson og den allestedsnærværende bassist Anders Christensen. Steen Jørgensen er cool som altid. Gemt bag solbriller, vikingeskæg og hat. Lars Top-Galia er i stribet jakkesæt og kasket. Tomas Ortved er den eneste på scenen, der ikke ligner en rockstjerne. Til gengæld er der ikke en finger at sætte på hans præstation bag trommerne.
Første nummer ‘Angelus Novus’ splintrer KB Hallen i stumper og stykker. Det minimalistiske sort/hvide lysshow spiller perfekt sammen med den knivskarpe mur af hvinende guitarstøj. Det lyder pisse godt. Det gør de to næste numre ‘Dog Star Man’ og ‘Popcorn’ også. Det er tungt, stramt, højt, men måske også en anelse for kontrolleret. Der er ikke plads til fejl eller afvigelser fra setlisten.
De tre guitarer er dominerende i lydbilledet. De skaber et tyk dyne af distortion, men man savner en skramlen i lyden. Distortion-effekt uden knaster, skratten og diskant er der ikke meget ved. Så lyder man hurtigt som et dårligt nu-metal-band. Den lidt for pæne guitarlyd går desværre ud over den over 30 år gamle ‘Copenhagen’, der i hænderne på de tre guitarister bliver konform og gumpetung i forhold til originalen.
Denne aften er Sort Sol bedst, når de spiller simpelt og enkelt. ‘Siggimund Blue’ leveres uden dikkedarer. Det samme gør ekstranumrene ‘Boy/Girl’ og ‘Abyss Revisited’. Alligevel er der noget statisk og lidt for sikkert over Sort Sol anno 2011. Man savner sprækker, hvor lyset kan sive ind. Man savner lidt slingren og lidt liv. Man savner lidt punk måske?
