Sufjan Stevens: »Pladen er en proces af selvsabotage«

Han emmer af musik. Multinstrumentalisten med eget pladeselskab og et af det seneste årtis bedste album, ‘Illinoise’, på cv’et. Men Sufjan Stevens mistede næsten troen på musikken. Selvsabotage, kalder han processen, der heldigvis har bragt ham op til overfladen igen. Mere intens og ærlig.

Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #46. Læs Soundvenue-artikler før alle andre og få musik og koncertrabatter ved at melde dig ind i Soundvenue Friends.

På Hope College i Holland, Michigan sidder den unge Sufjan alene på sit værelse. Med puder i luftkanalerne og alle vinduer lukket lydtæt i går han på opdagelse i en del af sig selv, han ikke tidligere har turdet udforske. Sufjan har spillet musik i mange år. Først og fremmest obo, blokfløjte og klaver, og siden han kom på college også guitar, percussion og bas. Og det er guitaren, der er hans følgesvend nu, hvor han står foran et af sit livs åbenbaringer: Sin stemme.
Sufjan synger. Og han synger falsk. Men han har sat den ene fod i en ny verden. En verden hvor folk inden for få år vil nævne hans navn som en af de vigtigste kunstnere på den alternative amerikanske musikscene og udnævne hans album som skelsættende for en helt ny bølge inden for amerikansk folk.
»Opdagelsen af min egen sangstemme var helt sikkert et af de vigtigste øjeblikke i min musikalske udvikling«, siger han i dag.

Men først skal Sufjan gå i sump som enhver anden rask, ung amerikansk fyr. Collegestuderende i Michigan tager til Chicago, Illinois for at få adspredelse. Det er her, de bliver introduceret til rock’n’roll og lader deres hår gro. Det er her, de lærer at ryge cigaretter. Også Sufjan der får et meget personligt forhold til byen, som han i fremtiden vil blive ved at vende tilbage til.
Turene til Chicago og det forsumpede collegeliv afleder Sufjan, men ikke mere end at han på sit sidste semester på college udgiver sin debutplade ‘A Sun Came!’. Han har nu lært sig selv at synge, og det burde egentlig ikke overraske nogen, for Sufjan har altid lært sig selv at spille på de instrumenter, han har lyst til. I alt spiller han 18 instrumenter på debutalbummet og synes klar til at nedlægge verden.

Fri af bevidstheden
I dag er det fem år siden, den nu Brooklyn-baserede multimusiker sidst gav os et album i form af det allerede kanoniserede ‘Illinoise’. Et rigtigt album, forstås. For Stevens har i mellemtiden lavet ‘The BQE’, et abstrakt multimedieprojekt med kammermusik, film og tre koncerter om New Yorks Brooklyn-Queens Expressway. Og en jule-ep og en plade med rester. Og en lydkollage om søvnløshed med sin stedfar. Og han har spillet med på de seneste to The National-plader. Og så må han selv holde styr på resten.
Alligevel føles det som et længe ventet gensyn. Sufjan Stevens formår som få at få hele musikverdenen til at falde på røven over en udgivelse, hvorefter han trækker sig tilbage og ikke giver lyd fra sig, før næste projekt er klar. De eneste myter og historier, der omspinder ham, er dem, han selv giver til offentligheden. Som da han erklærede, at han ville lave et album til hver af de 50 amerikanske stater. Et pr-stunt, indrømmede han senere.

»Jeg er ikke interesseret i berømmelse og i at være en offentlig person. Medierne og den offentlige mening er meget abstrakte fænomener, og det er vigtigt for mig at kunne afskære mig selv fra alt det, så jeg kan koncentrere mig om at arbejde«, fortæller han fra sin lejlighed i Brooklyn, hvor han har boet de sidste mange år.
»Men selv om jeg ikke har udgivet et egentligt album, har de sidste par år været mine mest kreative år. Jeg er begyndt at samarbejde mere, og jeg er blevet mere social. Musikken er blevet altopslugende«.
Alligevel har folk talt om skriveblokade, og selv hvis der har været tale om en sådan, så bryder Sufjan Stevens i hvert fald ud af den nu med al sin mægtige kompositoriske vælde.

‘The Age of Adz’ lyder som alle karrierens ideer og eksperimenter destilleret til ét sprudlende, episk ridt ud over stepperne. ‘Michigan’s fintfølte melodier og ‘Illinoise’s bredt orkestrerede arrangementer er bevaret, men lyder som om de er blevet kørt gennem den helt store maskinpark af synth og computerknas. Vi er et sted mellem Elliott Smith, de britiske technoguruer i Autechre og et futuristisk soundtrack til ‘Lawrence of Arabia’. Mellem enestående korarrangementer og autotune. Et sted mellem menneske og maskine.
»Det har været en opslidende og kompliceret proces, fordi indspilningerne fandt sted i en periode, hvor jeg forsøgte at gøre mig fri af folkmusikkens traditionelle sangskrivning. For mig er pladen en proces af selvsabotage«, siger han.
De store orkesterarrangementer er om muligt endnu mere markante på albummet, men de er det sidste, der er blevet lagt på numrene, forklarer Sufjan Stevens. Kompositionerne har taget udgangspunkt i rytmer og manipulerede lydfigurer, og så er melodi, tekst og arrangement blevet tilføjet senere.

»Numrene har udviklet sig ud fra freestyle-sessioner, jeg har lavet på synthesizere, trommemaskiner og på min computer. Derfor lyder pladen også meget anderledes, end noget jeg har lavet før«, siger han og fortsætter: »Det er ikke den mest kunstneriske plade, jeg har lavet, men det er den mest ærlige. Jeg har sat min bevidsthed fri og ladet mig selv mærke, føle og smage og til fulde dyrke den sanselige oplevelse, som optagelserne har været. Jeg tror ikke på, at vi som mennesker nogensinde bliver helt fri, men inden for rammerne af vores egen ydre skal kan vi finde en form for frihed«.
Det lyder som om, Sufjan Stevens kamp for frihed har krævet kræfter. ‘The Age of Adz’ er på mange måder en voldsom lytteoplevelse, og pladen er radikalt original. Ikke blot har man ikke hørt noget lignende før, man forventer heller ikke, at andre kunstnere følger efter lige foreløbig.
‘The Age of Adz’ er allerede blevet rost til himlen. Det blev både ‘Michigan’ og ‘Illinoise’ også, og i den bølge af genfødt folk, der har præget 00’erne, stikker Sufjan Stevens ud som vidunderbarnet over dem alle. Og på musikscenen i New York har han da også i årevis været hyldet som et sådant.

Fri af koncepterne
Så let går den ikke i Illinois, hvor Sufjan Stevens brugte sine collegeweekender på at ryge smøger og gå til rockkoncerter. Her kommer man ikke bare til med sine fine liberale fornemmelser og lægger lortet ned. Hipsterne i Illinois er ikke ‘home grown’, de er indvandrere. Nej, Illinois er en stat af hårdt knoklende, iværksættende mænd som Ernest Hemingway, Muddy Waters og Hugh Hefner. Og, senere, Jeff Tweedy, Kanye West og Barack Obama. Her slider man først og hyldes bagefter.
Så da Sufjan Stevens i 2005 er blevet en etableret musiker og står på scenen på University of Illinois, ved han, at han ikke får noget foræret. Allerede i collegeårene havde han udført sine egne sociologiske eksperimenter, da han sammen med en gruppe venner legede hjemløs i Chicagos gader. År senere har han brugt fem måneder på at researche videre om staten, dens kultur og historie, og resultatet foreligger nu i form af albummet ‘Illinoise’, som han skal til at servere for statens egne unge indbyggere.
Han og bandet er som en del af pladens koncept klædt i universitetets fjollede cheerleader-uniformer og er lidt nervøse for, om de lokale vil føle sig holdt for nar. Men i en pause i settet, mens guitarerne stemmes op, begynder den ene halvdel af publikum at råbe: »I-L-L«, mens den anden halvdel følger efter: »I-N-O«, og tilbage: »I-S«. Prøven er bestået, og hyldesten til Stevens er fuldendt.

Og netop koncepterne, rammerne og hele den lange, grundige forberedelse før hver indspilning har domineret alle Sufjan Stevens’ album indtil nu. Ud over staterne Michigan og Illinois har blandt andet det kinesiske astrologisystem, Bibelen og førnævnte BQE-hovedvej i New York udgjort en art dogmer, der har løsnet op for den kreative proces. Det var til gengæld også den tilgang til musikken, der til sidst var ved at slide ham op.
Sufjan Stevens vil ganske vist ikke selv betegne de sidste fem år som en skriveblokade, men han indrømmer at have haft en »eksistentiel kreativ krise.« Han har været træt af sin stemme, træt af lyden af trompeter, træt af store, forkromede historier, der skulle fortælles. Forløsningen kom, da han besluttede sig for at droppe den konceptuelle tilgang og bare følge sin mavefornemmelse.

»Jeg ville arbejde uden emnemæssige begrænsninger og mere ud fra mit instinkt. Jeg har forsøgt at stole på min underbevidsthed, på, hvad kalder man det, id’et. Jeg tror stadig på den konceptuelle tilgang, jeg har bare midlertidigt brudt med den, så jeg kunne være mere eksplicit på denne plade«, fortæller han og forsøger at sætte ord på, hvorfor han har kunnet spille en masse musik og arbejde kreativt hele tiden uden at være i stand til at udgive et egentligt album.
»Jeg har været meget i vildrede. Det har mest været en sproglig ting, hvor jeg ikke har kunnet formulere, hvad et album skal kunne. Hvad en sang er. Jeg har bare været i tvivl om, hvad det er, jeg laver og hvorfor«, forklarer han en smule kryptisk.
Og sproget har altid været et omdrejningspunkt. Efter college vendte Sufjan Stevens i en periode musikken ryggen for at tage en master-grad for forfattere in spe. Men ordene ville ikke, som han ville det, og endnu før den kunne nå at lette, faldt forfatterkarrieren til jorden. Her fra fandt Stevens’ stumper af fiktion til gengæld vej ind i hans sange. Flere sangtitler på ‘Illinois’ er således også næsten så lange som små noveller.

»I virkeligheden er Sufjan skønlitterær forfatter«, som Daniel Smith fra bandet Danielson, der har arbejdet sammen med Sufjan Stevens, har sagt. »Han er først og fremmest historiefortæller med al sin research og sin besættelse af at grave interessante detaljer og fakta frem«.
Ganske vist giver musikken Sufjan kvaler, men der er ingen vej uden om den, fortæller den 35-årige michigan’er, der ikke lader til at beskæftige sig med andet overhovedet.
»Musikken er helt klart fundamental for mit liv. Den er efterhånden blevet nødvendig for mit helbred«.
For første gang i samtalen er der et par sekunders stilhed, da jeg spørger ind til hvordan.
»Jeg tror… hvis jeg ikke længere kunne skrive musik… så ville jeg dø. Sådan har jeg det. Jeg kan ikke forklare det bedre end det«.

Dommedag og genrekaos
Lydbilledet på ‘The Age of Adz’ trækker elementer fra det sidste halve århundrede frem i et sammensurium, der er præget af lige dele kaos og fingerspitzengefühl. De to egenskaber, det voldsomme og det sensitive, forstærkes af de temaer, der løber gennem pladen – for selv om der ikke er deciderede koncepter, har sangene stadig gennemgående temaer.
»Albummet beskæftiger sig meget med død og dommedag og transcendente fænomener, der er uden for den menneskelige kontrol. Men den handler også om kroppens begrænsninger, om psykisk helbred, smerte, hjertekvaler, hjernen og ting, der i høj grad finder sted inde i kroppen«, forklarer Stevens.
Dommedag og hjertekvaler. Evigt liv og psykisk smerte. Kaos og følsomhed. Pladens stemninger, som vi vender tilbage til, er så vildtvoksende og modsætningsfyldte som dens musikalske indhold.

Sufjan Stevens’ musikalske rødder skal findes i barndommen. Længe før koncerter i cheerleader-uniformer og længe før collegeeksperimenter med bævende sangstemme og puder i luftskakterne.
I tre år af Sufjans barndom boede hans stedfar Lowell Brams sammen med Sufjans familie. På det tidspunkt fik den fem-årige Sufjan undervisning i obo – et af de få instrumenter han er skolet i – og stedfaderen var i stand til at pirre drengens musikalske nysgerrighed. Specielt senere i Sufjans liv hvor de to blev ved med at holde kontakt. Brams havde en gigantisk pladesamling, hvorfra han plukkede musik, som han indspillede på kassettebånd og sendte til Sufjan. Båndene indeholdt mere eller mindre outreret musik, som parret med Sufjans egen klassiske skoling dannede grobund for det genrekaos, der hersker i hans musik i dag.
Lowell Brams har også været den største opbakning til Sufjans egen musik. Sammen startede de i 1999 pladeselskabet Asthmatic Kitty for at udgive Sufjans debut ‘A Sun Came!’. Selskabet har i dag 30 kunstnere i folden, og Sufjan Stevens er stadig centralt involveret som såkaldt Minister for Æstetik.

Pessimist i musikken, optimist i livet
Fascinationen af død, dommedag og den metafysiske verden er også kommet fra barndomshjemmet. Sufjan og hans fem ældre søskende blev født ind i en religiøs sekt ved navn Subud. Det var her, han af sektlederen fik sit navn, der er armensk og betyder ‘ham der kommer med sværd’.
Ligesom hans tidligere plader har haft eksplicitte henvisninger til bibelske historier og personer, så er også ‘The Age of Adz’ rundet af Sufjans unge år.

»Meget af min fascination af dommedag kommer fra min kristne opvækst. Kristendommen bygger på en stræben efter et nyt liv i Gud, men man er også meget optaget af døden. Det grundlæggende i kristendommen er, at man spiser Guds blod og legeme, og det centrale symbol er krucifikset – Gud på et kors. Det er faktisk ret morbidt og foruroligende, når man tænker over det«, siger han.
»I kristendommen er der også meget fokus på jordens undergang, tanken om dommedag har altid været i mig. Men jeg tror, at uanset om du er troende eller ateist, så er det ikke meningen, at du skal tænke for meget over jordens undergang. Vi er tvunget til at bo her nu, i dette øjeblik, og mit mål med livet er at være så meget tilstede her og nu, som jeg kan«.

Tror du selv på dommedag?
»Dommedag er en abstraktion, der ikke har nogen rigtig mening for mig. Men jeg mener godt, at man kan tale om, at vores verden i dag er præget af et apokalyptisk sprogbrug. Der er opstået en slags apokalyptisk bevidsthed, og det er som om, at det er globalt accepteret, at vi med vores energiforbrug er i gang med at udføre et økologisk massemord«.
Rockverdenen har for længst fået global opvarmning på hjernen. Men ifølge Sufjan Stevens selv så har han længe beskæftiget sig med de temaer, som hans nyeste opus tager op.
»Dommedagstemaet var ikke noget, der var planlagt, det kom undervejs i indspilningerne. Men al min tidligere musik har også handlet om mennesket i samfundet, om menneskets konstruktioner, bygninger og byer. Om Industrien versus Naturen. Vi mennesker er linket mellem naturen og den industrielle verden. Med vores naturlige hjerner skabte vi maskinen, og med maskinen destruerer vi naturen«.

Full circle. Også for forståelsen af ‘The Age of Adz’, for nu giver dens organiske folk forvrænget af elektronisk mekanik god mening. Med maskiner lavet af menneskers fantasi har Sufjan Stevens sat sig for at sabotere sig selv musikalsk. At styrte det fundament af musikalske murbrokker han har opbygget undervejs i sin karriere. Det lyder destruktivt, og det forsikrer han om, at det også er. Men kun fra et musikalsk synspunkt.
»Min musik er pessimistisk og rummer megen fortvivlelse. I den kreative proces isolerer jeg mig på en måde, der er skadelig for mit eget velbefindende. Men uden for arbejdet, i mit almindelige liv, er jeg ret funktionel og social. Der har jeg den optimisme, der er nødvendig for at kunne leve i verden«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af