Pharoahe Monch

Selv om det nok aldrig bliver til mainstream succes eller endnu en ‘Simon Says’, holder Pharoahe Monch hiphopfanen højere end de fleste. På ‘W.A.R’ gør han det med overlegent sprogligt artisteri og reflekteret samfundskritik og beviser dermed mesterligt, hvordan man stadig kan være relevant efter mere en tyve år i gamet.

Fra første færd blæser han, som en anden revolutionshelt, til kamp mod korruption og undertrykkelse. Missionen er at behandle menneskehedens ideologiske forfald med militant opsang og verbale smæk. Med i artilleriet er en bunke spændstige producerbidrag, der stort set hele vejen holder trit med en supertændt Monch, som tydeligvis har en høne at plukke med verden.

Specielt produceren M-Phazes friske tag på klassisk golden age-hiphop spiller godt sammen med Monchs samfundslede. Tjek blot kampsangen ‘Clap’ og et af albummets bedste, ‘Assassins’, hvor han sammen med detroitpatrioten, Royce Da 5’9, og den kvindelige rapper, Jean Grae, udgør en eksplosiv revolutionsmilits.

Undervejs blødes den militante skraphed elegant op af mere sjælfulde og sangdrevne numre, hvor kernen mere er blød soul end heftig rabalder. Disse blegner dog en lille smule i forhold til albummets overordnede lyd af krig og oprør.

Det er i hvert fald tydeligt, at Monch trives allerbedst på en bund af beats, der kan matche hans rå omvæltningsiver. Især fastslår det buldrende titelnummer med den lige så vrede rapper, Immortal Technique, hvordan albummet er akkurat så helstøbt, som det forrige mesterstykke, ‘Desire’.