Silja

Som en mellemting mellem Sys Bjerre og Natasja debuterer den 27-årige sangerinde og rapper Silja Okking med et album, som jeg virkelig ikke kan regne ud, hvem er rettet imod. Det er hverken cool eller sprogligt interessant nok til at tiltale dem over 20. Det er slet ikke provokerende nok til dem på 15. Det er heller ikke nuttet, sødt eller sjovt nok til dem på 10. Og det er heller ikke helt iørefaldende eller up to date nok til sådan for alvor at hitte i radioen. Det er bare middelmådigt med stort M, og i sin værste stunder som ’Sokratæsk’, ’Undskyld Pernille’ og ’Rød alarm’ er det tæt på at være direkte enerverende.

Silja er først og fremmest historiefortæller, siger hun. Ikke musiker, sanger eller rapper. Fair nok. Men de historier hun fortæller er bare ikke særlig interessante eller noget særligt. Okay, hun følte sig udenfor i folkeskolen, men helt ærligt, hvem gjorde ikke det? Og hun har engang været sammen med en fyr, der havde en kæreste. So what.

Dertil kommer at hendes tekster er klichéfyldte og uskarpe og på ingen måde står mål med hverken Sys Bjerres selvironiske hverdagsbekendelser eller Natasjas politiske opsange. »Let som en kolibri, stærk som en King Kong. Og du står måbende og træt ved din målstreg. Fatter Nietzsche, når talentet indhenter dig «, rapper hun forudsigeligt henover et beat, der lyder som andenrangs Bikstok Røgsystem.

Bedst er Silje på den svenske ’Jag tänker dansa’, der har en vis charme og et originalt beat, der starter afventende for til sidst at ende i en clubbet og effektiv outro. Her er der kantet coolness og personlighed. Men kun meget lidt. Det er stadig en slatten kopi af noget, som Robyn gør meget bedre. I ’Sokratæsk’ synger hun: »Du fylder min øregang med blah blah blah«. Og det er – sørgeligt nok – præcis det, hun selv gør.