Big Sean

Det er godt at være venner med Kanye West, hvis man vil være berømt. På rapperen Big Seans debutalbum ‘Finally Famous’ er det i hvert fald tydeligt, at Kanye fra sin højborg, pladeselskabet G.O.O.D Music, har gjort sit for at realisere Big Seans drøm ved at sætte ham i stævne med blandt andre Chris Brown, Pharrell og Wiz Khalifa.

Der er med andre ord satset på et lettilgængeligt udtryk, der ikke handler om andet end, hvor fedt det er at være rig og berømt. Leveringen har man også hørt før. Big Sean er en af de der sanger-rappere, som hverken gør det ene eller det andet særligt overbevisende. Uopfindsomheden hersker også på lydsiden, hvor der veksles mellem velkendte 808-tromme-infernoer og pompøse synthmelodier. Det er dybt uoriginalt, men det virker efter hensigten. Big Sean og Co. har nemlig sans for den helt rigtige kombination af uskyldig drengerøvsblær og storladne poparrangementer. Et godt eksempel er ‘Don’t Tell Me You Love Me’, der snildt kunne være fyldnummer på en Kanye-plade.

Projektet lider bare af, at have fået en omgang for meget med pudsekluden, og det gør at Big Sean, som i sig selv er en underholdende rapper, drukner i gæsteoptrædener og overtænkt produktionslir. Man kommer aldrig ind bag hans dyre solbriller, og flere gange bliver man i tvivl om, hvem det egentlig er, man lytter til. Men Big Sean skal nok blive berømt.