Forest & Crispian

Okay, svenske Forest & Crispian er måske ikke verdens mest selvhøjtidelige band. De poserer glædeligt som vandkæmmede nørder, sovser uhæmmet deres musik ind i kække røvballerytmer, og så opdigter de sågar naivistiske fjollesange om den tredje verdens frelse: »I play the drums for the starving africans / I’m turning beats into schools and streets«, hedder det sig.

Ja, faktisk lyder flere af sangene på gruppens tredje album ‘Morgenlands’ mest af alt som en bizar cirkusforestilling, der er løbet løbsk. Her er gakkede strygere med mindelser om platte splatterfilm, rustne orgelklange, som mimer forskruede sømandsviser samt støvede barklaverer, der gennemsyres af kåde sigøjnerkrumspring. 

Men så indtræder omkvædene, de legesyge harmonier og den tårnende fællessang, og med ét åbenbarer Forest & Crispians musik sig som et bundcharmerende, hvis ikke decideret ekstatisk bekendtskab. Der gemmer sig med andre ord en helt igennem fritflydende, selvafvæbnende og til overmål gennemmelodisk leg med formerne på ‘Morgenlands’.

Sangene er egensindigt konstruerede, sublimt arrangerede og gennemstrømmes yndefuldt af forskelligartede genrer. Der er lån fra vaudeville, 50’er-rockabilly, urovækkende Angelo Badalamenti-soundtracks, og så spøger hjemlandets visetradition minsandten i albummets mere sørgmodige klangrum.

‘Morgenlands’ er et på alle måder festligt og gennemført albumudspil, der til trods for enkelte ligegyldigheder undervejs, aldrig ophører med at underholde. Det er uhøjtidelig musik, javist, men det gør slet ikke noget i Forest & Crispians tilfælde. Så hop endelig ombord og syng med.