Marie Key

Det er ret imponerende, så legende let og tilsyneladende ubekymret den danske sangerinde Marie Key åbner sit første soloalbum. Det elektroniske beat er nærmest demonstrativt radiopoppet, glat og overfladisk. Men under den glitrende (og ekstremt indbydende og iørefaldende i øvrigt) electropop-overflade gemmer sig noget så gammeldags som en reel samfundskritik.

Men ikke på den bedrevidende og belærende måde. I stedet beskriver Key det store i det små. For hun er jo ikke bedre selv. Hun vil også gerne være med, hvor det sker. Der hvor man klapper hinanden på skulderen, går til åndssvage receptioner og smiler falsk:

»Tænk at du gik til den reception, vi kan slet ikke lide ham, vi kan slet ikke lide de ting han skriver. Hvorfor går du til alt det pis?«, synger hun med en vokal, som man i begyndelsen lige skal vænne sig til, fordi den er så særpræget – som en blanding af C.V. Jørgensen og Under Byen-forsangerinde Henriette Sennenvaldt. Keys vokal er så rig på nuancer, overraskende fraseringer og skæve knæk, som gør at de personlige og kvikke tekster hele tiden fortolkes, så man lige lytter en ekstra gang.

’I byen igen’ er først og fremmest en givende lytteoplevelse, fordi Marie Key i samarbejde med producer Andreas ’Maskinen’ Sommer har skabt en samling modne electropop-sange, der føles ærlige, velovervejede og ekstremt charmerende. Fordi produktionen er så glat som den er, skal sangmaterialet dog være i orden, før man virkelig rammes. Det er det ikke hele albummet igennem, men sange som ’Stå op’, Øster Søgade og ’Se nu herhed’ er dansksproget radiopop, når det bedst.