The Pains of Being Pure at Heart – en sløj dag på indiekontoret
Det er et stillestående band, der går publikum i møde denne fredag aften i et halvtomt Amager Bio. Forsangeren forholder sig det meste af tiden fastlåst bag sit mikrofonstativ, men hopper indimellem småenergisk frem og tilbage, alt imens han med semianstrengt stemmeføring forsøger at hviske liv i bandets nostalgisk klingende sangkatalog.
De andre bandmedlemmer gør heller ikke meget væsen af sig. Faktisk forholder de sig endnu mere tilbageholdene end forsangeren og ændrer kun kropspositur, idet de mellem numrene tager en slurk af deres medbragte drikkevarer. Ja, det er ikke de store armbevægelser, der præger amerikanske The Pains of Being Pure at Hearts sceneoptræden i det københavnske. Men hvad så med musikken? Den der har vundet disse newyorkere så meget hæder rundt omkring på blogosfæren, og som er gået lige lukt i hjertekulen på romantisk anlagte indiepurister verden over.
Tja, den fremstår i hvert fald veludført. Det kan der ikke herske tvivl om. Guitarerne behandles med præcision, trommerne lægger en punket, bastant grundpuls, og midt i det hele flyder veltilrettelagte synthflader svævende rundt. Men det bliver også lige lovligt komfortabelt i perioder. Og det er en skam. For det underminerer ofte bandets anseelige melodimateriale, som denne aften forstummer i tam guitargrød og halvtrætte indiepositurer.
Okay, det er ikke en decideret dårlig koncert. Men den er og bliver en noget uinspireret affære, som aldrig hæver sig over det middelmådige. En arbejdssejr, javist, men nydelsen udebliver.
