Balam Acab

Når man er i sine teenageår plejer et år at betyde en hel del for ens modenhed og personlige udvikling. Dømt ud fra hans musik er der ikke sket det store for den nu 19-årige amerikaner Alec Koone alias Balam Acab, siden han for et års tid siden udgav ep’en ‘See Birds’. Og overordnet set, er det faktisk helt i orden, at Koones regulære debutalbum ikke eksilerer i de helt nye landvindinger.

Vi befinder os stadig i den hyper melankolske og meget tilbagelænede afdeling af moderne electronica. Det lyder stadig som om, at der i nærheden af den unge Koones bopæl befinder sig en gigantisk drypstenshule, som egner sig perfekt til at optage musik i. Eller et underjordisk hav med store hvælvinger. Ja, det er faktisk ikke bare tomme anmeldermetaforer. Flere af numrene driver af bølgeskvulp og dråbedryp. Og det er det muldagtige og organiske lydbillede, som Balam Acab mestrer til fulde, der gør, at man i højere grad ser gennem fingre med de mangler, der desværre også er.

Et eller andet sted på vejen har Koone nemlig næsten tabt sin sans for den gode, dybe bas. Kun på numrene ‘Oh Why’ og ‘Fragile Hope’ bliver der lukket op for bassluserne, som giver numrene den fylde og dybde, man til tider kan savne på resten af albummet. Og når Koone næste gang udgiver nyt, kan man også håbe på, at han har opdaget at oppitchede klagende kvindevokaler ikke er helt så fede længere.