Alias

»Only a fool would ignore this«, gentages det indledende på Alias’ sjette album. Og left field hiphop-veteranen og medstifteren af Anticon er da ikke en mand, man ignorerer, og han lyder også bedst, når han forsøger at gøre opmærksom på sig selv. Når han forsyner sine svævende lydkulisser med dominerende, syntetiske keyboardtemaer, eller han lader sine breaks smælde i vores ører fra klods hold.

Det sidste gøres fyndigst af en livetrommeslager på ‘Dahorses’, men derudover har den tidligere rapper med det civile navn Brendon Whitney ladet sine maskiner udfolde det musikalske bagtæppe. Som mangeårig leverandør af dygtig, intelligent hiphop (eller noget, der ligner) kan Anticon-kollektivet få både inkarnerede hiphopnakker til at nikke og tandtrådstynde indiearme smidt i vejret. Og Alias trives – som mange af os – i begge verdener, hvor han både kan sample 80’er-Beastie Boys og folksangeringen Lady Lamb the Beekeeper, låne fra labelmate Why? og droppe lidt smød soulstemning, så det indimellem lugter lidt af James Blake og Jamie Woon.

Et hurtigt gæstevisit af et sæt indiske bhangra-trommer på den vellykkede ‘Boom Boom Boom’ fritager ikke albummet fra et noget monoetnisk udtryk, og ‘Fever Dream’ er mindre svedig og psykedelisk, end titlen lægger op til. Vi befinder os i de krøllede svingninger mellem ambitiøs hiphopudvikling og strømlinede lydflader, der kan streames til fredagsreceptionen på tegnestuen og virke interessant uden at trænge sig unødigt på. Uomtvisteligt velgjort, men med mere situationsfornemmelse end nødvendigt.