Eleanor Friedberger
En jordnær Joni Mitchell eller måske en ædru Cat Power. Sådan kan man med lidt god vilje beskrive Eleanor Friedberger og lyden af hendes solodebut ‘Last Summer’. Normalt udgør hun New Yorker-bandet The Fiery Furnaces med sin bror Matthew, men har altså nu begivet sig ud i en solokarriere. Friedberger laver halvmelankolsk storbypop med bekendelses-tekster, der vakler lidt mellem det finurlige og det trivielle.
Som nævnt er Friedberger i den grad i familie med Joni Mitchell og hendes skole af musikalsk udfordrende og kompliceret popsangskrivning, men i modsætning til forbilledet bliver de jazzede arrangementer oftere en hindring for lytteren, snarere end en kvalitet. Eksempelvis er de forhastede fraseringer på ‘Last Summer’ mere irriterende end charmerende, ligesom man på flere numre rives ud af stemningen af insisterende trompet-soli.
Eleanor Friedberger kan noget, når hendes hverdagsbetragtninger rammer en piano-drevet melodi som på den fine åbner ‘My Mistakes’, men overordnet set er sangene for svage. Man fornemmer, at hun gerne vil skrive en sang som Carly Simons ‘You’re So Vain’ eller Mitchells ‘Big Yellow Taxi’, men de er ikke på ‘Last Summer’. ‘One-Month Marathon’ et af de få numre, hvor man føler at Friedberger virkelig giver noget af sig selv, og selv om pladen nok skal finde sit publikum, må der gerne være mere af den slags næste gang.