Feist

Læs også: Hør hele albummet

»When a good man and a good woman can’t find the good in each other / then a good man and a good woman will bring out the worst in the other / the bad in each other«, synger canadiske Feist på åbningsnummeret på sit nye, fjerde soloalbum. Et album hvor hun stadig synes interesseret i at afsøge den følsomt intime lytteoplevelse, og hvor hun fortsat besøger sjælesorgen, den ødelagte kærlighed og de bristede forhåbninger, der følger i dens kølvand.

Endnu en gang tilsat hendes anseelige vokalpragt, som her fremstår lige så sønderknust dirrende som altid, men med en nyvunden inderlighed gemt inde bag albummets sørgmodige fortællinger.

Men der er også sket meget nyt på lydfronten. Klangrummene er blevet større, mere ambitiøse, strygerne er ankommet, pompøse korarrangementer tårner majestætisk, og så har avantgarden minsandten gjort sit indtog på flere af sangene. Ja, adskillige numre antager ligefrem symfoniske dimensioner, men fravrister aldrig musikken for det nærvær, Feist er blevet så berømmet for.

Fornemt anskueliggjort i de brusende strygerophobninger på ‘The Bad in Each Other’ og ‘Anti-Pioneer’, Steve Reich-afsmitningerne på ‘A Commotion’ og de sakrale forsiringer på ‘Graveyard’. Man kunne måske hævde, at ‘Metals’ i perioder tenderer mod noget behagesygt, hvis ikke decideret komfortabelt. Især på albummets mere stilfærdige øjeblikke. Men få nutidige sangskrivere balancerer så fornemt mellem det henholdte og det eventyrlystne som denne dame. Og det fortjener stor beundring.

Feist. 'Metals'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af