Jacob Faurholt

Trods bopæl i Berlin er der ikke skyggen af minimal-techno eller festborgmester-synth på Jacob Faurholts fjerde album. Det ville nu også være et særdeles radikalt skift, for Faurholt har karrieren igennem været inspireret af den dystre del af det, man i USA i 90’erne vist kaldte alternativ rock. Specielt bands som Low og Smog har sat et tydeligt præg på Faurholts forkærlighed for mødet mellem rå og forvredne guitarer og smukke, længselsfulde sange.

Et fint nummer som ‘Black Lake Lodge’ vækker nu også minder om afdøde Mark Linkous og hans mest hjerteskærende stunder med Sparklehorse. Både i tekster og stemning er der altså en klar forelskelse i forbilledernes skyggefulde amerikanske verdensbillede, og ‘Dark Hours’ kunne således snildt fungere som soundtracket til en trist indie-film med trailertrash og kolde skove som ‘Winters Bone’.

Selv om tonen er ramt klokkerent, giver den klare tematik også lidt problemer med autenciteten. Det bliver lidt for upersonligt, hvilket ikke er så heldigt i en genre, der står og falder med lytterens evne til at leve sig ind i de mørke musikalske fortællinger.

Jacob Faurholt får kompetent nordisk assistance fra Seabears Sóley Stefánsdóttir på den fine ‘Creatures In the Sea’, der med afstand er pladens lyseste skæring. ‘Medicin’ afviger med sit uptempo støjpoppede præg og er en forfriskende afveksling fra det noget tunge univers. Lidt færre ‘Amerikanske billeder’ og lidt mere Jacob Faurholt ville have været rart.