Lanterns on the Lake
Hazel Wilde fra Newcastle-bandet Lanterns on the Lake kunne være en fjern grandkusine til Mazzy Star-frontkvinden Hope Sandoval med sin smukke, luftige hviskevokal, placeret i dugfugtig instrumentering – strygere galore og forsigtig, rumklangsbalsameret fingerspilguitar, undertiden på knitrende elektronisk mosbund.
Lyder det som en idiotsikker investering for Cocteau Twins-bassisten Simon Raymondes Bella Union-label, så er det ikke helt skævt. De er 100% typecastede til at optræde i hans drømmepop-dominerede menageri af musikalske stjernekiggere. De seks albumdebuterende englændere har så meget styr på emballagen, at man kan blive helt mistænksom over det renskurede og nærmest overdesignede lyd-eksteriør.
Indenunder den polerede og krystalklare cinemascope-overflade er sangmaterialet dog desværre i bedste fald forudsigeligt og tilforladeligt og i værste: direkte vakkelvornt. Flot er det unægteligt. Albummet fremmaner fatamorganaer for det indre øre om at være atmosfærisk underlægningsmusik til en imaginær film. Men som det typisk er med soundtracks, kan de sjældent stå alene.
Det lyder tillige som om, at der ved siden af bandmedlemmernes Cocteau Twins-cd’er hjemme i reolen er parkeret opsamlinger med afstressnings-muzak og new age-lydtapet – og at briterne ikke evner at skelne mellem skønværk og ligegyldig ørecreme til masserne.
Der er undtagelser, der bekræfter reglen. ‘Tricks’ er for eksempel heldigvis et af albummets længste numre, for den måde det snurrer rundt om sig selv er betagende, ja ligefrem hypnotiserende. Potentialet er dermed demonstreret, men ikke indfriet. Mere fokus på varen fremfor indpakningen næste gang, og så vil Lanterns on the Lakes sirenesang sikkert blæse mangen en søulk omkuld.