J. Cole

Det er muligt, at J. Cole kommer med anbefalinger fra selveste Jay-Z, der har set så meget i den sympatiske North-Carolina-knægt, at han ligefrem har hevet ham med ind i sin nye Roc Nation-franchise. Men at dømme ud fra debutalbummet er blåstemplingen ikke garanti for mere end lækre produktioner og semi-catchy soft-rap i den fornuftsorienterede og temmelig korrekte ende af den lyriske skala. I hvert fald er Coles studiedebut ofte lige så konservativ og velfriseret, som den er sympatisk og gennemarbejdet.

Coles sikre men ganske trivielle flow akkompagneres af en genkendelig soul/jazzet-lyd a la tidlig Kanye eller Common, hvor piano og et dovent trommespor spiller de mest fremtrædende roller. Naturligvis aflægger Jigga besøg undervejs, ligesom Missy Elliott også yder opkomlingen lidt lyrisk støtte på 90’er-souleren ‘Nobody’s Perfect’. Mest fremtrædende er dog singlen ‘Can’t Get Enough’, der med lidt god vilje leder tankerne i retning af mentorens ‘Big Pimpin” med sine flabede og vuggende, caribiske vibes.

Det er selvsagt vanskeligt at klandre Cole for at være født i et forkert årti, men havde albummet været udgivet i start-00’erne, havde lyd og levering sikkert været nemmere at slå på tromme over.  Nu føles det underligt outdated, og hovedpersonen lyder alt for ofte som en tilfældig lykkeridder i et temmelig stort hav af unge rappere fulde af dedikation og forventninger – men med en lige så fraværende originalitet. Pænt, professionelt og en anelse kedeligt.