Roots Manuva

Et årti og tre album i topklasse er der gået, siden den britiske rapper med de jamaicanske rødder satte sig tungt på tronen af alternativ hiphop. Med sit nyeste opus cementerer Rodney Smith sin position, og det skyldes paradoksalt nok et par temmelig vellykkede forsøg ud i en mere poppet retning.

Roots Manuva har altid, lyrisk og musikalsk, stået både udenfor og lige midt i, hvad der sker i verden omkring ham. Lyrisk afspejles verdens – og i særdeleshed Storbritanniens – forfald i vanlig snørklet og spiddende stil, når der rappes »The birth place of the gentlemen / they ain’t gentle when / they wish to gentrify« på ’Skid Valley’. Roots Manuvas sædvanlige gudbenådede sans for de mørke og bastunge produktioner, der i mere eller mindre tydelig grad låner fra dubsteppens forskellige mutationer, er også tydelig på numre som ’Here We Go Again’, ’Takes Time To’ og ’Go Champ’.

Men som åbneren ’First Growth’ afspejler i både produktion og lyrik, så lader det til, at Roots Manuva på det mere personlige plan har fået ro i sjælen. Her er albummets første mere funk-drevne hint i retning af en mere bredt tilgængelig stil. Den poppede attitude, som især lykkes på grund af nogle særdeles catchy omkvæd leveret af diverse kvindelig gæstevokalister, springer ud i flotteste flor på ’Beyond This World’.

Det eneste, der måske ikke fungerer lige godt hele tiden, er Roots Manuvas hang til skæv og til tider lettere falsk croone, som på ’Wha’ Mek’. Men det reddes dog af, at han i sin levering, som altid, fremstår hudløst ærlig.