Kalles World Tour

Det er stort set umuligt at opremse alle de genrer og udtryk, som den danske trommeslager Kalle Mathiesen blander sammen på sit nye og helt igennem sindsforstyrrede dobbeltalbum under kunstnernavnet Kalles World Tour. Her er påvirkninger fra blytung heavy metal, polyrytmisk funkmusik, sukret popsangskrivning samt anseelige doser udsyret fusionsjazz, som så æltes sammen til en sær, evigt muterende musikform.

Og ja, det virker unægteligt overambitiøst, hvis ikke decideret håbløst at kaste sig ud i et så forskelligartet genremiks. Men i hænderne på multikunstneren Kalle Mathiesen lykkes de bizarre eksperimenter faktisk langt hen ad vejen. Ikke mindst fordi, manden tydeligvis ikke tager sig selv synderligt alvorligt. Det bekræftes fornemt på albummets sjette skæring, hvor Mathiesen kaster sig ud i en ret så underholdende gangsta-rap-imitation, som så også lige formår at kommentere på genrens kvindesyn : »Stop calling women hoes, bitches and whores / it’s very disrespectful,« hedder det sig.

Eller dyrk de mange fjollede, tekstreferencer, som berører alt fra børneopdragelse til kaffedrikning, og som i længden desværre bliver en tand for meget. Men så er det jo godt, at Kalle Mathiesen kan finde ud af at pakke sine kompositioner ind i gedigne popmelodier. Og dem er der en del af på dette mærkværdige album, som måske ikke appellerer til hvem som helst, men som i egen ret er en stærkt medrivende, musikalsk rutsjebanetur.