Tim Christensen and The Damn Crystals

Om det er den succesfulde 2010-reunion-tour med 90’er-heltene Dizzy Mizz Lizzy, der har revitaliseret Tim Christensens appetit på store guitarriffs og knivskarpe soli er ikke til at sige. Men faktum er, at han i selskab med sit (knap så) nye backingband The Damn Crystals har valgt at kalde en spade for en spade: Ud med de akustiske sødsuppeballader, der har præget store dele af solopladerne, og ind med rustik, riff-baseret rockmusik af den klassiske skole.

Det tiltrængte kursskifte slås eftertrykkeligt fast på åbningsnummeret ‘The Damn Crystals’, der i løbet af knap 11 minutter får svejset flere forskellige numre sammen i en ambitiøs minisuite med både semipsykedelisk midterakt og en bombastisk guitarfræsende afslutning. Programerklæringen fortsætter på den hårdtpumpede førstesingle ‘Surprise Me’, hvor linjerne »say goodbye to your best behaviour / you can’t really run from your second nature« kan ses som en indrømmelse til de fans, der har efterlyst de tidlige års hårdt rockende Tim C frem for de senere års mere sentimentale og velfriserede ditto.

Foden slippes dog en anelse fra speederen i versene på numre som ‘Far Beyond Driven’ og ‘Wiser’ for så at give plads til tungt svingende omkvæd og luftguitarlokkende c-stykker – dynamiske kontraster der pynter gevaldigt og understreger, hvor ualmindeligt velspillende et band Tim Christensen har fået samlet omkring sig.

Albummet er et foreløbigt post-Dizzy-højdepunkt for en guitarist og sangsmed, der det meste af sin karriere har været splittet mellem kærligheden til Led Zeppelins tunge riffs og The Beatles’ melodiske dyder. Her rammer han veloplagt og med stor melodisk sikkerhed balancen mellem de to sider renere end nogensinde før. At teksterne aldrig bliver stor poesi, må man så bare lære at leve med.