Fredag aften gav Oh No Ono et brag af en afskedskoncert til Oh No Moono-støttefesten i Store Vega, og nu er det slut. Her fortæller forsangerne Aske Zidore og Malthe Fischer om bandets brud, højdepunkter, konflikter og deres respektive fremtidsplaner.
Hvorfor stopper I bandet?
Malthe Fischer:
»Det er der flere grunde til, men først og fremmest føler vi os ikke længere inspireret i den her konstellation«.
Aske Zidore:
»Vi har jo faktisk ikke spillet koncerter i over et år, og vi har i mellemtiden lavet en masse projekter hver for sig. Kristoffer og jeg har udgivet en masse plader igennem vores pladeselskab (Tambourhinoceros, red.), jeg har lavet en børneplade/bog sammen med Malthe, Nis har spillet bas for nogle andre bands, Nicolai laver hiphop i New York, Kristian spiller med tre andre grupper, og jeg har optaget en masse bands i vores Moono-studie. Men vi stopper ikke Oh No Ono, fordi vi har for travlt med de andre ting, men fordi vi har lyst til at have travlt med andre ting. Vi har brugt det meste af vores ungdom på at være i Oh No Ono og har oplevet verden sammen som denne gruppe, hvilket har været helt fantastisk. Men nu har vi lyst til luftforandring og lave andre bands og plader hver for sig og på kryds og tværs«.
Hvordan har det været at tage beslutningen om bruddet?
Malthe:
»Internt tog vi beslutningen for over et år siden, men aftalte at vi kaldte det ’en pause på ubestemt tid’. Vel for ikke at tage en overilet beslutning. Men inderst inde vidste vi godt, at det var slut. I den sidste uges tid må jeg indrømme, at jeg indimellem har siddet alene med en klump i halsen over det hele. Vi har jo lagt otte år af vores liv i det band, men hvor det startede af lyst og var sjovt, endte det som en kamp for at få det til at fungere. Der blev længere og længere imellem de gode oplevelser. Man kan vel sammenligne det med at kæresteforhold, hvor man stadig holder af hinanden, men må indse at det ikke er umagen værd«.
Aske:
»For mit vedkommende har det været dødsdømt i halvandet år. Jeg havde en ret stor krise over bandet i foråret 2010, på samme tidspunkt som Nicolai også valgte at stoppe. Vi spillede nogle koncerter i USA i marts/april, som gik godt, og der var udsolgt og alt muligt, og der var ligesom lagt op til en masse gode ting. Men det var bare ikke fedt. Vi havde et kæmpe krisemøde i New York, som endte med at Nicolai og mig sagde, at vi ikke ville mere. Nicolai trak sig helt, men jeg besluttede mig for at give det en ekstra chance – dog på den betingelse at jeg skulle have plads til at lave nogle andre ting også. Det resulterede i, at vi aflyste alle fremtidige USA-planer, og at der var nogle Oh No Ono-koncerter, som jeg ikke deltog i. Vi blev enige om, at Oh No Ono ikke skulle være det her altomsluttende projekt, men at Oh No Ono også godt kunne være for eksempel Kristoffer, Malthe og Nis. Det viste sig bare at være ret dødssygt. Det var ikke sjovt for de andre at være tre personer om at spille sangene fra ’Eggs’, der skulle lyde som et kæmpe monster af lyde. Så i slutningen af efteråret sidste år, besluttede vi at holde en pause på ubestemt tid. Det var en kæmpe befrielse for mit vedkommende. Jeg havde mega meget lyst til at lave et nyt band og lave alle mulige andre ting, og nu var der lige pludselig tid til det. Det har været rigtigt fedt at lave andre ting, men det er da også ret sørgeligt at stoppe Oh No Ono. Vi har i de sidste par dage øvet op til koncerten på fredag i Store Vega, og det har været rigtigt sjovt. I pauserne har vi grinet og snakket om gamle dage«.
Hvad har ledt op til beslutningen om bruddet?
Malthe:
»Oh No Ono blev slag i slag synonym med alt andet end musik for os. Det var en email-adresse, en masse regninger og en bunke af ikke-musikrelaterede opgaver, som skulle løses af en af os fire«.
Aske:
»Ja det var helt klart blevet et firma fremfor et frirum. Da vi startede Oh No Ono, handlede alt om musikken, både når vi øvede, hang ud på vores værelser, og når vi var i byen. Men til sidst var det bare kommet til at handle om alt for mange andre ting. Oh No Ono var blevet en større maskine, hvor alle led hele tiden skulle underrettes, så snart en ny idé blev født. Vi var som band ret flyvske, og vores ideer skulle gerne føres ud i livet med det samme og kunne ændre sig hurtigt, så det var svært at skulle være underlagt denne maskine, som vi jo selv havde været med til at skabe. Derudover havde vi nok også hver især indtaget nogle roller, som vi var kørt fast i, og som gjorde, at det ikke længere kun var sjovt at lave musik sammen«.
Hvad har været de tre højdepunkter i bandets karriere?
Malthe:
»Det har vi sikkert hver især forskellige opfattelser af. Jeg vil koncertmæssigt sige Studenterhuset til Way Up North i 2005, Svendborg Maskinen samme år og Pumpehuset i 2006. Vores største kunstneriske bedrift har uden sammenligning været albummet ’Eggs’, og en af de største fejl var, at vi tog på tour med det bagefter. Det var ikke en plade, der egnede sig til at blive spillet af fem musikere, og det var totalt antiklimaks for os. Det vigtigste i vores live-set har, siden vi startede, været energien. Med ’Eggs’ så vi os nødsaget til at spille med backtrack på grund af de mange lag i musikken, og det betød, at vi blev låste på scenen, og at glæden forsvandt. Det fungerer måske fint for de fleste bands, men ikke for os«.
Aske:
»Ja jeg husker også Maskinen i Svendborg i 2005 som en af de største oplevelser. Vi kørte derned fra Aalborg i Kristoffers mors grønne Berlingo med vores ep frisk fra trykkeriet og spillede et monster af et pumpesæt. Folk dansede med hinanden og gik amok, og nogle satte en kæmpe klæd-ud-kasse på gulvet, og alle klædte sig ud, og vi festede hele natten og gik kolde rundt omkring. Det var virkelig en opturstid. Der følte vi os som det vildeste band i verden, også selv om vi kun solgte syb ep’er den aften. Et andet højdepunkt var klart, da vi i 2005 fik vores P3-pris for ’Eksperimentet’. Vi havde jo bare lige lavet den her ep i vores hus i Øster Uttrup ved Aalborg, og pludselig sad vi i fint selskab i DR’s koncertsal i København! Og da der blev råbt »…og vinderen er OH-NO-ONOOOOO« og ’Ba Ba BaBa Ba Ba Well Anyway’ smadrede ud i salen, var alt bare helt sløret og uvirkeligt. Det var så underligt, at folk i København også havde hørt om os – selv om vi selvfølgelig syntes, vi var de vildeste i verden. Til efterfesten snakkede jeg med Jesper Mortensen fra Junior Senior om, at det kunne være vildt, hvis han producerede vores album. Det var en vanvittig aften. Så var der selvfølgelig også dengang, vi mødte Yoko Ono, det var rimelig crazy. Vi kom ind på Amnesty Internationals hovedkontor i London og troede, vi skulle sidde i en eller anden kæmpe sal til et John Lennon tribute-show. Men da vi kom derind, blev vi ført op på et lille kontor, hvor der stod mega mange fotografer og journalister. En af journalister råbte: »Yoko, here is a band called Oh No Ono from Denmark. They have named their group after you«. Og så stod vi lige pludselig ved siden af Yoko Ono, imens fotograferne knipsede løs, og hun smilede til os. Vi gav hende vores ’Yes’-vinyl. Det var far out«.
Hvad kommer I til at savne mest ved at være med i Oh No Ono?
Malthe:
»Vi har været gode til at supplere hinanden og at få ideer ført ud i livet«.
Aske:
»Jeg savner allerede mange ting ved bandet. Jeg tænker tilbage på vores tid som band med rigtig mange gode minder. Altså det har jo været et eventyr på mange måder – en drøm der gik i opfyldelse. Vi har set meget af verden sammen og haft et sammenhold, som var unikt. Vi var, som Malthe siger, rigtig gode til at få ideer ført ud i livet, og en enhed der ikke kunne splittes. Men det kunne den så alligevel«.
Malthe:
»Der er også mange ting, jeg har savnet i lang tid. Det handler dog også mere om minder, end det handler om det at være med i Oh No Ono. Om den bandånd, der eksisterede i starten, da vi lejede et hus sammen, spillede den første koncert, fik en cd tilbage fra trykken, blev omtalt i en avis og hørte vores sange i radioen«.
Hvad skal der til for at samle bandet igen? Er det definitivt farvel?
Malthe:
»Jeg har svært ved at forestille mig, at vi skulle få lyst til at indspille sammen alle fire eller fem igen. Vi har i mange år været rigtigt dårlige til at være skabe ting sammen i et øvelokale, og til sidst stod vi der kun, når der skulle øves op til tour. Kemien i bandet har været meget påvirkelig ved forandringer, så når folk er gået ud eller kommet med, har hele balancen ændret sig. Som jeg husker det, var det kun i starten, vi var i stand til at være kreative sammen som et traditionelt band. Siden da har det fungeret sådan, at vi har arbejde to og to sammen af gangen og holdt en masse fællesmøder«.
Aske:
»Det er definitivt farvel til Oh No Ono. Men jeg vil da ikke udelukke, at vi laver banditten og laver en reunion-turné om 25 år… Eller jo, det vil jeg egentlig gerne udelukke. Måske kan vi finde sammen om at lave musik på et tidspunkt igen, men lysten og tiden skal være der, og det er den ikke nu. Men vi glæder os rigtig meget til at stå sammen på scenen fredag og spille vores sidste koncert«.
Malthe:
»Ja, vi har besluttet at spille de sange, der er sjovest for os at spille frem for at lave pleaseren. Det håber vi, folk er cool med«.
Aske i bandets fælles lejlighed, 2006
Hvad skal I hver især lave i det nye år?
Aske:
»Næste år er sådan set rimelig åben for mig. Jeg spiller i en gruppe og regner med, at vi laver en plade i løbet af 2012 og forhåbentligt kommer ud at spille. Jeg har også nogle plader, som jeg skal hjælpe med at producere, og så tænker jeg, at jeg skal indspille nogle ting sammen med Malthe. Måske skal jeg lave en børneplade mere. Men ellers ved jeg ikke helt, hvad der kommer til at ske«.
Malthe:
»Jeg skriver sange og nyder de frie rammer. På en måde føles det lidt som året, inden vi startede Oh No Ono, og at man skridt for skridt samler ideer til et band. Dog ved jeg ikke med hvem, ud over at jeg stadig gerne vil arbejde med Aske på en eller anden måde«.
Har I planer om at udgive ny musik?
Aske:
»Vi har alle sammen gang i hver vores ting lige nu. Kristoffer nørder sinustoner og elektronik. Men jeg ved ikke, hvornår han vil udgive det eller hvordan. Nis er ved at starte et band sammen med nogle andre, men der er vist heller ikke nogle konkrete udgivelsesplaner endnu. Malthe skriver sange på livet løs, og vi har snakket om at indspille nogle af dem på et tidspunkt snart – så det kan være, der kommer noget næste år. Men jeg ved, at han også allerede har lavet et minialbum, som venter på at blive udgivet. Jeg spiller som sagt i en ny gruppe, og vi kommer helt sikkert til at udgive en plade næste år«.
Læs også: Oh No Ono arrangerer støttekoncert
Nis, 2008
Kristian, 2007
Nis på Askes værelse, 2003