Professor Green

Det starter egentlig temmelig i orden på britiske Professor Greens andet album ’At Your Inconvenience’. Titelnummeret og ’D.P.M.O.’ fører fint den flabede arbejdergadedrengestil fra debuten ’Alive Till’ I’m Dead’ videre. Over gode rockede bangende beats får Professor Green på humoristisk vis snerret sin vrede mod musikjournalister og andre idioter ud, og det holder fint på den der klassiske hiphop-facon uden at være synderligt revolutionerende.

Ved tredje nummer ’Read All About It’ får vi så desværre første eksempel på, hvorfor ’At Your Inconvenience’ i længden bliver en alt for klam kaloriebombe af følelsesporno. ’Read All About It’ er den gamle sang om rapperen, der hader/elsker sin far, der ditchede ham som lille. Den historie er der intet galt i, men hvorfor skal det absolut sovses ind i store stryger-temaer og Linkin Park-klagende omkvæd?! Det samme problem går igen på flere af numrene, og værst på ’Astronaut’, hvor verselinjerne, »She builds a rocket out of stars in her spoon / straps up / the only way to make to the moon / dear God I hope you haven’t forgot / this young brave astronaut«, vist siger det hele.

Så er det forholdsvist vellykkede forsøg med at inkorporere Pixies ’Where Is My Mind?’ på ’Spinning Out’ meget mere interessant. Eller pladens bedste nummer, den to år gamle ’Upper Clapton Dance’, der beviser, at Johannes Brahms er en del mere street, end man lige går rundt og tror.