Michael Kiwanuka

Nyt år, nye håb. Og nogen af 2012’s største musikalske forhåbninger er knyttet til Michael Kiwanuka. Ikke mindst fra hans major label der sandsynligvis krydser fingre for, at Adele-effekten (forbrugernes længsel mod et mere nostalgisk og ‘autentisk’ udtryk) også rammer den traditionsbevidste brite med ugandiske aner, der tidligere har varmet op for den millionsælgende ‘girl next door’.

Udgangspunktet er i hvert fald ikke helt dumt: Tre simple, men smagsfuldt draperede sange der præsenterer den talentfulde popcharmør for en større skare af lyttere. Referencerne til klassisk orkestral 70’er-soul er åbenlyse. Den akustiske guitar knitrer diskret, mens strygerne suser blidt ind af øregangene, og Kiwanukas fløjlsrøst diskret glider med. Resultatet er blødt med blødt på, stearinlyslunende og varmer kroppen op som en skoldhed kop kakao i en bister vinterstorm.

Så burde alt jo være fryd og gammen – og det er det sådan set også. I hvert fald på overfladen. For selv om ep’en er aldeles nem at gå om bord i, så formår ingen af de tre numre at blive hængende efter talrige gennemlytninger. Sangskrivningen lader altså Michael Kiwanuka i stikken. Og den manglende kompositoriske skarphed gør også, at hans (i pressemeddelelsen) hyldede vokal aldrig rigtig formår at folde sig ud og ryste tilpas meget med det nystrøgne vellydstæppe, så lytteren for alvor kan blive revet med. Men hey, han skal jo også lige i gang.