Pure X

Bliv ikke døsig, de første gange du lytter til ’Pleasure’. Skønt tågen kan synes at omringe dig, hamrer du ikke hovedet mod lo-fi støjens mur. Dertil er Pure X’s flair for udsving i repetition for stor.

Pure X dyrker gentagelsen. Ikke blot er adskillige af numrene fra det texanske trekløvers albumdebut nye indspilninger af ældre numre fra singler og ep’er. Gentagelsen er også overskrift for de ti numre på ’Pleasure’, som med ganske få undtagelser er omsvøbt af et uigennemtrængeligt lag guitarstøj, og drives frem – samt holdes tilbage – af tungt slæbende trommer.

De bevægelser forsætter hele vejen igennem ’Pleasure’. Tempoet skrues hverken op eller ned, og Pure X undlader konsekvent at følge forestillingen om, hvordan popnumre sammensættes. I stedet sker hovedparten af udsving via guitarist og sanger Nate Graces akkorder, som udgør et fornemt galleri for pedalernes velsignelser. Eneste markante afvigelse herfra er højdepunkterne ’Surface’ og ’Stuck Living’. På ’Surface’ klarer produktionen op, så bassen bliver levende, og på ’Stuck Living’ spiller teksten op mod guitarstøjen, så man rent faktisk har lyst til at nærlytte sig frem til, hvad den mumlende Grace synger.

Pure X undgår at blive offer for sin egen konsekvens. Faren ved lo-fi produktionen, støjfladerne og det langsomme tempo er ellers, at distancen mellem band og lytter bliver for stor – at musikken får lukket sig definitivt omkring sig selv. Fornøjelsen er, at udsving, melodier og harmonier åbenbares i ganske små portioner. Titlen er velvalgt – ’Pleasure’ er en fornøjelse.