Ignug

Ignugs maskinpark dunker og gnider sig mod sanger Ruby Rennaisances vrinskende vokal, så man bliver hudløs i ørene. Det lyder som Oh No Ono kunne lyde, hvis Oh No Ono lød virkelig liderlige – og praktiserede en elskovsteknik med mange pludselige pauser og uventede ryk. Ep’en fra Ignug er stenhård electro-pop på otte hektiske, og forbavsende uens, måder.

Men det er slet ikke tosset at blive revet rundt på den måde, for Ignug bruger ikke al synth- og samplermaksimalismen som en glittet tehætte, der skal skjule en flad melodi. Tværtom.

Highlights:
’Alpha Male’: Ikke noget highlight. Men P3 vil elske den, så er det sagt.
’Question’: Som hvis Prince var rejst ind i fremtiden, da han havde chancen.
’Peekaboo’: Som hvis Prince havde slugt sin Nintendo.
’The Power Of Truth’: Som hvis Justin Timberlake parodierede sig selv, men så charmerende, at han ville få lyst til at synge igen for alvor.
’Sucker For Love’: Som alle firserballadebogens opskrifter stampet sammen i ét smægtende pølseskind.

»There you are / in my car/ naked«, synger Ruby Renaissance hikstende i sidstnævnte skæring. Hvilket leder os til en diskussion af Ignugs tekstunivers. »Badass pussylover/ badass pussylover/ so bad, so bad, so bad, so bad/ badass pussylover« er ikke sådan en slags lyrisk arabesk, man kan skrive et speciale om. Så hvis ordene er vigtige for Ignug, må vi konkludere, at Ignug består af idioter. Og det rejser et alvorligt spørgsmål: Må musik, der er god, også være skæg?

Det må den godt. Jeg er en sucker for Ignug.