Mads Björn

Med insisterende melodier, hviskende vokal og småmelankolske akkorder rammer Mads Björn den rigtige rytme for sin alternative pop. Og så skal der ikke mere end en enkelt single til for at kickstarte en karriere. Hvor kom han fra, ham Mads Björn, der kort før jul spillede sig ind i radiolytternes hjerter og erobrede førstepladsen på Det Elektriske Barometer med singlen ’New Sailor’?

Fra et sommerhus med udsigt til Vesterhavet. Det er geografisk langt fra resten af den danske scene, og måske derfor er Mads Björn forfriskende langt fra tidens bølger.

’Monolith’ er lyden af en solomusiker, der giver sig god tid til at færdiggøre sin debut. Lag-på-lag produktioner er sjældent vellykkede, men hos Björn, der selv spiller alle pladens instrumenter, forenes overraskende fraseringer, søgende melodier, sprød percussion (Björn har kastet sin kærlighed på kantslag og rumklang) og selvsikker rytmeguitar til popsymfonier. Pladens stærkeste kort, ’All In’ og ’Gold’, har præcis de kvaliteter, og sætter en tyk streg under Björns talent.

’Monolith’ er opbygget med den instrumentale parentes ’GNMCP’ som midtpunkt. Hvor Björn på albummets første del åbner sig udad og med sine popmelodier inviterer lytteren indenfor, vender anden del ryggen til og insisterer på sin egen introverthed. Først med den smukke, lavmælte hymne ’White Trees’, og senere med ’17:11’, hvor de store ambitioner fremkalder næsten postrockede dimensioner. Her bliver ’Monolith’ sært famlende – dog uden det ændrer den beundring, man unægtelig må nære til en så dygtig sangsmed som Mads Björn.