The Ting Tings

Husker du The Ting Tings? Tilbage i 2008 insisterede de med hittet ’That’s Not My Name’ på, at folk udtalte deres navn korrekt, og med et højt energiniveau tilsat tilpas meget flabet charme var de en sikker vinder til morgenfesten. Nu er de tilbage, desværre.

En god floskel siger nemlig, at man skal stoppe mens legen er god. Og briterne virker slet ikke til at kunne administrere at have god tid til at lave musik. Over ti forsøg finder duoen aldrig rigtig ud af, hvem de er, og hvad de vil. Væk er den kække charme, de catchy melodier, den huggende guitar, og tilbage står et forfærdeligt makværk af udtrykseksperimenter, hvor den laveste fællesnævner virker som succeskriteriet.

Det starter okay, og ’Give It Back’ rammer tilnærmelsesvis tidligere tiders stilsikre udtryk og nerve. Derefter går det nærmest historisk meget ned af bakke: ’Guggenheim’ er med sit kitschede hiphop-beat og skabede råb opvisning i pinlighed, ’Soul Killing’ er som en ska-version af Spice Girls underlagt et sengeknirkenke beat, og ’Day to Day’ lyder som en hed splejsning mellem Sugababes og Taylor Swift. Mere malplaceret end en Big Mac på Noma.

Det er en anelse synd for The Ting Tings, der helt sikkert har kæmpet en kamp for at komme ud af den kasse, de er blevet placeret i. Desværre er skellet mellem hvad de vil og hvad de evner så gigantisk stort, at man mest af alt bare har lyst til at feje de forsmåede rester op, putte låget på, og så køre skidtet ud på genbrugsstationen.