We Have Band

Man ved, man har et hypet band i det 21. århundrede, når bandet bliver ramt af backlash allerede inden det udgiver sin debutplade. Det gjorde We Have Band, som udover at dele vandene med det lidt irriterende bandnavn fik en del hug for uinspireret at hoppe med på The Rapture-bølgen en postgang for sent.

Det lader man sig selvfølgelig ikke slå ud af, og We Have Band prøver en gang til med ’Ternion’, der stadig er dansabel, men hvor der tydeligvis er gjort et stort arbejde for at finde et unikt musikalsk udtryk. Det lykkes da også helt fint sine steder, som på den post-Bloc Party-agtige ’Visionary’, der kombinerer en fin melodi med en sart guitar og markante blæsere. We Have Band kan et eller andet, når den nogle gange lidt forudsigelige electropop får melankolsk modspil, som en slags fortyndet New Order med gode intentioner.

Men når disco-bassen bare får lov at køre i tomgang bliver det hele hurtigt ret enerverende, og den sløje Duran Duran-inspirerede ’Tired of Running’ gør mig mest af alt tired of listening. Det er nok højst tvivlsomt, om ’Ternion’ er det der skal til for at overbevise alverdens internetkynikere om, at We Have Band er kommet for at blive, men når de rammer plet er deres electro-disco-pop egentligt ret ferm. Det sker bare for sjældent.