Kent

Der er intet nyt under den sol, der pryder coveret på Kents tiende album. Veteranerne kører i overlegen vanlig stil gennem 44 minutters storladen popmusik, og selv om man ikke er en mester ud i det svenske sprog, får man med det samme lyst til at synge med på de fængende omkvæd.

De lægger ud med singleforløberen ‘999’, der med fremadstormende trommer, tangenter og en klassisk andenstemme elegant lægger op til pladens måske stærkeste sang ‘Petroleum’. Og efter en sådan start vokser forventningerne – niveauet falder dog stødt, og pladen slutter af med den noget anonyme ‘Hänsyn’.

Guitarerne er som på de tre forrige albums, desværre, fristes man til at sige, lagt på hylden til fordel for enkle synth-temaer, programmerede trommer og de meget fremtrædende tangenter, der fylder store dele af lydbilledet.

Joakim Berg holder derimod den høje standard og leverer som altid en ypperlig vokalpræstation, hvor han med en uovertruffen falset får krænget hele sin svenske sjæl ud. Albummet, der bæres frem af lyse, næsten lette kompositioner står i stærk kontrast til Bergs tekster, der kredser om gravalvorlige emner som tvivl og angst. Og netop Bergs vokal og melankolske tekster er egentlig pladens allerstørste force. Hans eftertænksomme og patosfyldte ord løfter den til tider lidt trivielle og klichéagtige popmusik op på et højt niveau og sikrer, at det storladne svenske korthus ikke falder sammen.

Sveriges største rockband er tilbage og er heldigvis endnu ikke ramt af den musikalske midtvejskrise.