Kool A.D.

Das Racist-rapperen Kool A.D. bor i New York, men er oprindeligt fra San Francisco, og de to byers meget forskellige hiphop-skoler er polerne på hans nye mixtape: Insisterende Bay Area-minimalisme over for New York-centriske samplebeats. Kool A.D.’s vokal befinder sig et sted mellem weirdo-rappere som Lil B og DOOM i en frit-associerende bevidsthedsstrøm, der henkastet glider over instrumentalerne, og ’51’ forekommer således som hans hiphop-legestue – ikke alle ideerne er lige gode, men de fleste er originale.

Centralt er eksperimentet med Bay Area-områdets lyd. Her rapper Kool A.D. mørkt og monotont over dunkelt rungende produktioner fra Trackademics og Young L, og gæsteoptrædener fra de hypede syrerappere Main Attrakionz gør ikke denne sektion af mixtapet mindre interessant. Konceptet er mere radikalt end eksempelvis A$AP Rockys inkorporation af Houston-lyden, og det er værd at bemærke, at Kool A.D. ikke blander stilretninger, men dykker ned i dem.

Lydbilledet ændrer sig på resten af mixtapet: Her dominerer Amaze 88s sample-baserede beats. De er ofte på under to minutter og til tider med et skævt vokalsample – som en mere østkystklassicistisk version af Madvillain. Og Kool A.D. forsøger sig da også med noget, der ligner en DOOM-efterligning på ‘Donda’.

Mixtapet er på trods af sine uregelmæssigheder en meget positiv overraskelse. Ved hver gennemlytning finder man nye referencer, både lyd- og tekstmæssigt. Kool A.D. stjæler linjer hos alt fra 50 Cent til Rick Ross og Nas. Det gør ’51’ til noget så sjældent som et elitært hiphop-mixtape, for uden glæden ved at spotte referencer er det måske svært at sætte pris på 22 numre med hiphop-nørderi.

Kool A.D.. '51'. Album. Mishka.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af