Shiny Darkly – intens nedtur

Fuck tømmermandskur! Lørdag eftermiddag omfavnede publikum på Voxhall i stedet smerten og lod Shiny Darkly levere soundtracket. For de tre københavnerknægte (og deres live-synthbestyrer) hyldede i den grad nedturen med deres blanding af intens støjrock og monotont messende og melodisk postpunk a la Joy Division.

Og som den altoverskyggende frontfigur var sanger og guitarist Kristoffer Bech hovedpinens forkynder, når han messede sin monotone og mudrede vokal over de buldrende trommer, den stramme bas og hans egen guitars støjmur. På et par af de svagere sange i det syv numre lange set, der primært bestod af den netop udkomne debut-ep, kom Shiny Darkly dog faretruende tæt på blot at blive en formfuldendt stiløvelse, der ikke helt vidste, hvad den ville. Men så satte Bech heldigvis trumf på.

Læs også: Breakin Sound’: Shiny Darkly

For når han flere gange udgydede sin vokal så intenst, at hans krop dirrerede og blodårene blev presset frem på halsen og blikket tomt sendtes ud over publikum, så tilførte han lige netop den nerve, Shiny Darkly havde brug for. Uden at slippe kontrollen fik han bandets musikalske desperation helt op på kogepunktet, som på et af deres stærkeste numre, ’Draculala’, hvor et øget tempo også styrkede udtrykket og absolut ikke sænkede intensiteten.

Og evnen til holde vreden og sortsynet ulmende uden nogensinde at få lov til at eksplodere, er kernen i Shiny Darklys udtryk. Og når bandet får flere gode sange på cv’et, vil de for alvor gøre nedturen smertende smuk. Indtil da er de absolut et af de mest interessante nye navne på den danske rockscene.