Sigur Rós

Det må på én og samme tid være utroligt frigørende og begrænsende at være Sigur Rós. For selv om deres fantasifulde lydlandskab umiddelbart kan bevæge sig i alle retninger, er der alligevel en helt bestemt melankolsk, meditativ stemning, som lytteren forventer skal indfinde sig kort tid efter, at man har ramt play-knappen.

Tilbage efter nogle år på standby har islændingene valgt at trække i en anden retning end deres to forrige album, ‘Takk’ og ‘Með suð í eyrum við spilum endalaust’, hvor sangene fik en mere og mere genkendelig popstruktur. ‘Valtari’ er præget af luftige og atmosfæriske kompositioner med tågede strygere og filmisk mystik. Som den tyste ’Eg Andi’ der langsomt folder sig ud med orgel, spøgelseskor og først efter tre minutter bliver forløst via Jonsis smukke røst.

Læs også: Hør Sigur Rós’ nye album

‘Dauðalogn’ og ‘Varðeldur’ er kompakt og inderligt smuk melankoli, men uden den brusende og storladne punch som Sigur Rós leverede på ‘Takk’. Til tider truer det med at blive for filmisk og ufokuseret, men der kommer altid en mystisk musikalsk figur og hiver lytteren tilbage.

‘Rembihnútur’ har noget der minder om et omkvæd, men egentlig savner man ikke det episke, for selv når islændingene er allermest afdæmpede, er det vanvittigt stemningsfuldt. Ingen ambitioner om at blive den nordiske mytologis Coldplay her, men i stedet en imponerende høretelefonsplade, som det er let at fortabe sig i.