Squarepusher

Historien om Squarepusher indeholder mange ambivalenser og konflikter. Med et enormt oeuvre, et udsøgt talent og en reflekteret ånd har han provokeret, imponeret og skuffet kritikere og publikum siden midten af 90’erne. Selv var jeg på det tidspunkt for ung til at bekymre mig om den slags vanvittig drum’n’bass og breakcore, men jeg har en klar idé om, at Squarepusher siden slut-90’erne har kæmpet med, hvad det betød for ham, at folk mente, at hans del af den elektroniske musik var tilstrækkeligt kortlagt.

Når jeg lytter til nærværende album tænker jeg imidlertid ikke på, om ideerne er nye eller gamle, om virtuosen Squarepusher har udviklet sig eller spiller den samme gamle melodi. Hans amokagtige omgang med slagtøj, dets tempo, lydpalette og rytmiske variation har en iboende værdi i kraft af dens evne til at afsøge programmeringernes grænser.

Det specielt elegante ved albummet er så, at denne afsøgning aldrig tipper over i det tilfældige kaos, men altid holder sig disciplineret på horisonten. Det skyldes ikke mindst kombinationen med enkle, gribende akkorder og melodistykker, som, bevares, har næsten kanonagtig status i dance, men som holder sjælen ved matematikken.

Et oplagt sammenligningsstykke er den berømte og berygtede Venetian Snares, som har mødt meget af den samme ris og ros som Squarepusher. I mine øjne bærer de en vigtig olympisk ild, hvis varme ikke er rent symbolsk, men som faktisk åbner og renser ens ører ved at søge intensiteten i en lærerig og vidunderligt kombineret grim/smuk-ekstrem.

Squarepusher. 'Ufabulum'. Album. Warp/VME.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af