The Shins – grå stænk i indiepoppen
Da The Shins i 2004 lagde vejen forbi Roskilde Festival, var gruppen en hektisk hoppende og indiepoppet sommerfest. I 2012 har forsanger James Mercer fået grå stænk i fuldskægget, mere konventionel guitarrock æltet ind i sangskrivningen og mindre ungdommelig uro i kroppen.
På den led inkarnerer bandet også indierockens udvikling fra stil- og selvbevidst alternativ til mainstreamrocken i 90’erne og start-00’erne til det nuværende musiklandskab, hvor den alternative pop og rocks skæve attitude er blevet importeret til hovedstrømmen – og store festivalscener som Arena.
Læs også: Festivaltendens: Cool med kasket
En udvikling der også prægede setlisten denne eftermiddag. Sangene fra dette års hæderlige comebackalbum ’Port of Morrow’ blev naturligt nok forfordelt på setlisten, men det ældre materiale havde de generelt svært ved at matche.
Bedst af de nye var ’Bait & Switch’ med maracas som dynamisk, rytmisk indpisker og ’No Way Down’, rekonstrueret som en listigt discoficeret sag, mens ’The Rifle’s Spiral’ og titelnummeret ’Port of Morrow’ ligesom på pladen virkede halvbagte rent kompositorisk.
Læs live-anmeldelse: Django Django på Roskilde Festival
Allerstærkest stod de noget ældre ’So Say I’ og ’Sleeping Lessons’, der fængede an med et uafrysteligt energiniveau, og her fik Mercer også løsnet lidt op for sin kantede knudemandsattitude. På samme måde som da han, mens afslutningsnummeret ’One by One All Day’ klingede ud, strakte sin kejtede knytnæve op mod den hvælvede teltdug. Mere af den slags ekspressiv spas havde gjort underværker.
