Christian Hjelm

Hvem havde gættet, at Christian Hjelm er ’the missing link’ mellem Kim Larsens gavflabede solodebut ’Værsgo’ fra 1973 og Nikolaj Nørlunds sansemættede litteraturrock? Ikke undertegnede, må jeg blankt indrømme. Men prøv lige at lytte til skæring nummer to (’Luk dine øjne’ hedder den) på Figurines-frontmandens forrygende første soloalbum: Hvordan det indledende, Nørlund’sk-klingende riff slænger sig med en tekst, der på nænsom, hverdagspoetisk vis indånder luften fra en symbiotisk kærlighedsboble. Et voila, ligningen går op!

Alene det nummer fortjener stående applaus, men den gode nyhed er, at det ikke er en enlig svale. For alle albummets 11 numre letter elegant fra nodearket med smittende frigjorthed, drenget charme og lysende spillelyst. Resultatet er melodisk varieret, gedigent, gennemarbejdet og kodylt medrivende.

Læs også: Top Track: Christian Hjelm ‘Scenen skifter nu’

Man sporer generelt mere tålmodighed end i Figurines’ rastløse indierock (titelnummeret benytter sig dog af gruppens klassiske kantede akkorder og harmonik), mere kontrolleret stemmeføring med færre knejsende knæk, men ikke mindre indføling og fornemmelse for sprøde melodilinjer.

Sprogligt holder Hjelm sig til metaforiske antydninger og flygtige stemningsbilleder – mest rablende på den beruse(n)de ’Det andet led’ – der dog som hovedregel peger i retning af den forunderlige, forbaskede kærlighed og dens zigzaggende handlingsmønstre. Om end der smægtende tones rent flag på ’Den som du elsker’.

Se video: Roadtrip med Christian Hjelm ned ad barndommens gade

Tidligere i år spillede Christian Hjelm rollen som ungdommeligt sidekick på Nikolaj Nørlunds ’Alt sammen, lige nu’. At han nu på egne, stilsikkert slentrende stænger duellerer med sin nestor om titlen som årets bedste dansksprogede album er ikke alene en smule overrumplende, det aftvinger næsegrus beundring for begge d’herrer.