CODY

CODY er, som resten af Copenhagen Collaborations fætter/kusine-flok, et produktivt band. Anden langspiller er også deres fjerde udgivelse på lige så mange år. Senest synes det som om, at rejsen går mod mere polerede destinationer, og at den alternative country, som Kaspar Kaae oprindeligt tog afsæt i, nu bliver en vag bismag fremfor en dominerende overtone. Det kan for undertegnede synes som en svaghed, for bandet mister særpræg.

Det høres i pytter på albummet, hvor spændingskurven undertiden flader uklædeligt ud, og sangene mere føles som pænt og shakermøbel-solidt, men også kedeligt håndværk end de poetiske postkort, man tidligere har hørt fra Kaaes hånd.

Men når CODY går i indie-mode, som eksempelvis på titelnummeret, begynder man også at ane udefrakommende påvirkninger – måske fra Arcade Fire eller The National – og Kaaes lakoniske og ligefremme, mørkmelankolske røst synes at nærme sig Matt Berningers i udtryk.

Læs anmeldelse: CODY ‘Under the Pillow, Under the Elms’

Det er måske slet ikke så tosset endda. ‘Mirror’ og ‘Rocky Mountains’ er eksempler fra den kategori, men grænser sig nærmest også til at være ren filler med lidt for sikre og simple akkordforløb og en irriterende mangel på hooks, mens ‘Caroline’ og ‘August’ især lever på deres flotte koromvundne arrangementer.

Albummets bogstøtter, den modige åbning med den seks et halvt minutter lange slow-burner ‘Disharmony’, den usigeligt smukke ‘Grey Birds’ og så de afrundende ‘The Ghost of Today’ og ‘Go Home’, hvor vemodet, hjerteblodet og americanaen atter tages til nåde, kan dog bære mange fejltrin. Albummet er derfor trods ujævnhederne stadig et sympatisk og hæderligt bud på den svære toer.