St. Vincent – semi-spastisk riffmaskine

Indrømmet! Jeg havde egentlig ikke det store til overs for Annie Clarks aka St. Vincents seneste album ’Strange Mercy’, inden jeg strøg til madammens koncert. Jeg syntes, at hendes udtryk var for lidt fortænkt og arty, men lykkeligvis fik jeg lov at æde mine fordomme på samme vis, som jeg åd den 80 kroner store (pisselille!) vegetarburger, som vores regelrette blå/gule broderfolk havde smidt i kæften på mig tidligere på dagen.

Live viste St. Vincent sig nemlig som en særdeles charmerende, semi-spastisk riffmaskine. Iført læder-hotpants og strittende hår indtog Clark scenen ganske fredsommeligt, men efter den lille time koncerten varede, havde jeg helt klart fået mig en ny megasej, geeky veninde.

St. Vincent steppede småretardet rundt på scenen og lossede det ene mere overstyrede og tasty guitarlick i fjæset på publikum efter det andet. »I don’t wanna be a cheerleader« messede hun på den vidunderlige levering af ’Cheerleader’, hvori hun fes småneurotisk rundt på scenen, alt imens hun indfølt fræsede løs på sin totalt overstyrede guitar. Her mindede Clark om en sær karakter fra Wes Andersons nørdede, knuselskelige karakterfilm. Med andre ord var hun på ingen måde en kandidat til titlen som den populære pige i klassen. Til gengæld fungerede hun fremragende i rollen som the quirky girl, der vandt ved nærmere bekendtskab.

I ’Dilletante’ satte hun tempoet ned og lod sig rive med af den tunge bund, synthesizeren lagde, og brillerede med skæve breaks og stor detaljerigdom. I hittet ’Surgeon’ havde Clark totalt styr på riffene og sneg sågar en imponerende solo ind hist og her. Toppen på kransekagen kom dog i form af den frenetiske ’Krokodil’, hvori Clark i bedste riot-grrl-stil crowdsurfede rundt blandt publikum og lod sig rive med af den gode stemning, inden hun stak af alt for hurtigt, som den sære tøs hun er. Nu havde vi jo lige lært hinanden at kende!