Band of Horses

Siden Band of Horses dukkede op på musikscenen i 2006 har der stået ærkeamerikansk rockmusik af Neil Young-skolen på menuen. Dette velbevandrede spor fortsætter kvintetten da også ufortrødent på deres fjerde udspil, som dog beklageligvis er temmelig fattig på det gloværdige melodimageri, der tidligere har gjort hestene til mere end blot en hyggelig ridetur.

Med tiden er udtrykket i hestestalden blevet mere afdæmpet og produktionen sideløbende mere blankpoleret. Kompositionerne er gradvist blevet mere folk- og roots-orienterede, imens der er blevet skruet lidt ned for den ringlende guitarrock, som Ben Bridwell og co. tidligere har spundet melodiøse stjernestunder som ‘The Funeral’ og ‘Is There a Ghost’ over.

Nuvel, vi bliver vel alle ældre og mere følsomme med alderen? Jo da, men derfor behøver vi ikke nødvendigvis blive nøjsomme. Og det er netop her, problemet ligger for Band of Horses.

Læs også: Stream Band of Horses’ nye album

De synes nemlig at være blevet for magelige og midtersøgende i deres udtryk. Bridwell forsøger end ikke at lægge skjul på resignationen: »I’d hit rock bottom / I’m getting old« lyder det selverkendende på ‘Dumpster World’, der paradoksalt nok hører til blandt albummets mere sprudlende øjeblikke.

Hverken materialet eller udførelsen af det er dog decideret dårligt, men der er ganske enkelt al for megen træden vande, hvilket resulterer i en længere række af anonymiteter med ‘Shut-In Tourist’ og ‘Everything’s Gonne Be Undone’ som de grelleste eksempler. Her lyder kvintetten mere som et træt, gammelt pakæsel end som den galoperende krikke med melodisk overskud de engang var.