Deerhoof

Med albumtitlen og førstesinglen ‘Fête d’Adieu’ (‘Farvelfest’) i mente, kan man have sine bange anelser om, at de fire avantgardepoppere fra San Francisco går og leger med tanken om at lukke Deerhoof ned efter udgivelsen af dette, deres elvte studiealbum.

Hvis der på nogen måde er hold i ovenstående indikationer må man dog glædeligt konstatere, at popanarkisterne går herfra med æren i behold. Afskedsalbum eller ej, så har de fire californierne nemlig begået endnu et snurrende og legesygt udspil, der bevæger sig i overhalingsbanen fra start til slut.

Ovenpå det halvandet år gamle og lidt ideforladte udspil ‘Deerhoof vs. Evil’, er dette album nemlig lyden af en kvartet, der har genvundet kontrollen over deres egen skizoidt eksperimenterende progpop. Firebanden, med den herligt hysteriske japanske sangerinde Satomi Matsuzaki i front, har med andre ord atter fuldstændig styr på de i Deerhoof-regi musikalske signaturvirkemidler som de skæve breaks, de hyppige temposkifts, de staccato-riffende guitarkaskader og de udknaldede, elektroniske indslag.

Læs anmeldelse: Deerhoof ‘Deerhoof vs. Evil’

Kvartetten er i spillemæssigt hopla på fornemt slåede skæverter som den hektiske synthbasker ‘Zero Seconds Pause’, den sprælske popbastard ‘The Trouble with Candyhands’ samt den herligt gakkede og totalt overgearede partystarter ‘We Do Parties’. På sidstnævnte sparker Matsuzaki løjerne i gang med opfordringen: »Let’s spank the jungle drum«. Og ja, hvorfor ikke? Count me in.

Albummet er overordnet set ikke Deerhoofs stærkeste samling sange, men kvartettens åbenlyse overskud i eksekveringen af de formidabelt flakkende popeksperimenter giver nu stadig masser af plus på pointkontoen.