Sigur Rós – eftertænksom islandsk time-out
Det startede lidt vel voldsomt, da Sigur Rós indtog Berlin Festivalens hovedscene og agerede en slags ‘Ny nordisk Rammstein’ med et episk guitarskrald. Måske var det bare for lige at markere deres ankomst, for det varede ikke længe før de atmosfæriske islændinge fandt sig selv og begyndte at divertere med en række af deres smukkeste kompositioner. Vi fik en god blanding af nye numre fra ‘Valtari’, men også flere gamle kendinge, som den evigt fantastiske ‘Hoppipolla’, som selv alverdens TV-tilrettelæggeres misbrug ikke kan hive magien ud af, og som da også høstede et enormt bifald fra det blandede publikum af islandske expats og Berlinske festoriginaler.
Læs anmeldelse: Sigur Rós ‘Valtari’
Og netop det faktum, at både byen og festivalen har en tung forkærlighed for elektronisk fest, var måske på forhånd lidt af en udfordring for Sigur Rós, som tilmed spillede på en udendørs scene, hvor der foregik alverdens ting rundt om. Men der skulle mere end en vegansk hotdog-bod og et rave-casino til at hyle de rutinerede festival-rotter ud af den. Med blæsere og strygere fik de opbygget en storladen lyd men uden at slagte de små fine detaljer i musikken.
Forsanger Jónsi, som var iført en særdeles speciel kåbe med en slags rebklunker på ærmerne, har en virkeligt imponerende falset, som skar igennem betonen i Albert Speers gamle lufthavn, Tempelhof, hvor festivalen bliver holdt. Koncerten kulminerede i et flot og Mew-agtigt crescendo og var et fint eftertænksomt indspil på en hektisk og feststemt fredag aften.