Daphni

4 6

Måske er der et par Caribou-fans derude, som har følt et vist omsorgssvigt i takt med, at Dan Snaith har brugt fortsat mere tid på at producere under sit alias Daphni. Lad mig straks berolige jer – Snaiths første fuldlængde med dette alias er ligeså levende, funky og begavet som Caribou.

Men stilen er nu alligevel en anden. Med blot et par enkelte vokalsamples i løbet af albummets små 50 minutter iklæder Snaith sig en langt mindre poppet hat end på for eksempel ‘Swim’. Her er det ikke melodierne der driver værket, men værket der kæler for melodierne undervejs. Og med ‘kæler’ mener jeg beats, der løssluppent (live-agtigt) og marcherende trommer melodien på røven, så den får fart på og ler – hør bare ‘Ye Ye’, albummets utvivlsomt mest sexede track.

Læs anmeldelse: Caribou ‘Swim’

Albummet er derudover meget optaget af computeræstetik. Nummeret ‘Light’ emmer eksempelvis af spilmelodier og ‘Springs’ er fyldt med laserskud. Men det føles ikke som et forsinket ridt på 80’er-computerspilsbølgen. Daphnis produktionsstil er så sælsomt levende, at fornemmelsen af det primitive digitale lydunivers bliver væk til gengæld for en lettere gøglet stemning à la soundtracket til en morsom børnebog.

I den forstand lyder Daphnis debutalbum meget egenartet: Der er både Vangelis-agtig synth på ‘Long’ og bongotrommer på ‘Pairs’. Musikalsk virker det sært godt sammentænkt, mens formålet føles lidt uklart. Men selv om det kan gøre lytteroplevelsen lidt retningsløs, så er det en kombination, der grundlæggende er god: Tankevækkende stof, som du gerne vil genhøre.

Daphni. 'Jiaolong'. Album. Jialong.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af