Tame Impala – udflydende nuancer

»There’s a party in my head and no one is invited«, forsøgte Kevin Parker at råbe igennem en tyk væg af instrumenter. Mandag aften havde Tame Impala nemlig gjort en undtagelse og inviteret 500 mennesker indenfor, for at opleve de unge australiere male Lille Vega til med psykedeliske farver.

Mens næsten alle andre hoveder gyngede i takt, følte jeg mig ofte som den eneste, der var farveblind. Om det i virkeligheden kun var mig, der ikke kunne kæmpe mig gennem rumklangen, skal jeg ikke kunne sige, men jeg oplevede lidt for ofte instrumenter, hvis farver blev pløret sammen frem for at male med hver sin nuance. Som på ’Runway, Houses, City, Clouds’, hvor bassens genlyd i lilletrommens seiding fik lov at formere sig i den al for tykke ekkoeffekt.

Læs anmeldelse: Tame Impala ‘Lonerism’

Mens instrumenterne kæmpede om pladsen, gemte Parkers betagende vokal sig al for ofte genert henne i hjørnet. Et godt stykke inde i settet formåede ’Elephant’ fra det nye album ‘Lonerism’ dog heldigvis at trampe det meste af genertheden væk, mens en skarpskydende guitar fik boret sig igennem en ellers tyk hud af dundrende bas. Endelig kunne man se farverne.

At Parkers omgang med en guitar er i særklasse, er der da vist heller ingen, der betvivler. Alligevel var det faktisk orglet, der formåede at stjæle opmærksomheden som aftenens hovedperson – som på ’Apocalypse Dreams’, hvor tangenterne var med til at bygge koncertens måske bedste nummer så stort op, at det til sidst ramlede som kollapsende bygninger i ’Inception’.

Trods flere store højdepunkter blev aftenens møde med Tame Impala alligevel lidt for udflydende. Den altoverskyggende rumklang fik de psykedeliske farver til at pløre sammen til en til tider grå masse i stedet for at vise de nuancer, som gemmer sig inde i hovederne på Parker og co.

Koncert. Lille Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af