The Late Great Fitzcarraldos

Det er egentlig ikke fordi, der er sket de store stilmæssige forandringer på danske The Late Great Fitzcarraldos’ andet album. Her er stadig chillet popsangskrivning i spandevis, som så tilsættes lårtykke referencer til kulørt 80’er-pop og diverse sødmefulde 60’er-pigegrupper. Ja, faktisk virker flere af albummets sange til at være blevet taget direkte ud af et 30 år gammelt, analogt radioprogram for så at blive transmitteret fluks frem til år 2012.

Men bag al nydelsessygen og de mange klanglige parfumeringer er det som om, at disse solstiksramte danskere har fået et bedre greb om deres sangmateriale. Det høres allerede på åbningsnummeret ’City Sleep-In’, der med dets svajende, luftige groove og labert svungne melodilinjer fremstår som en mere fermt eksekveret popsang i forhold til debutalbummets til tider ret så udflydende lydunivers.

Læs anmeldelse: The Late Great Fitzcarraldos ‘The Late Great Fitzcarraldos’

Også produktionerne har fået ekstra gennemslagskraft. De før så stivbenede trommemaskiner er blevet mere rumklangsrige, vokalerne synes mangedoblede, synthesizerlinjerne lyder som rene symfonier, og så er der blevet åbnet gevaldigt op for klangrummene, som majestætisk omkranser samtlige albummets ti sange. Ja, flere numre, såsom den pompøse ballade ’Believe’ og den wall of sound-lydende pophymne ’Chariots’, fremstår ligefrem som rene massiver mejslet i lyd.

Dermed ikke sagt, at The Late Great Fitzcarraldos har begået en pletfri toer. Dertil er der stadig et par smuttere hist og her. Men danskerne har under alle omstændigheder formået at skubbe deres udtryk i en langt mere lytteværdig retning.