The Late Great Fitzcarraldos

Det var ikke svært at finde en palme på coverartet til The Late Great Fitzcarraldos’ debut-ep fra sidste år. Det er det heller ikke på debutalbummet. Stilsikkerheden er nemlig imponerende på fuldlængden, der fra start til slut er som en tilbagelænet søndagstur til stranden med picnickurven godt fyldt op med alskens psykedeliske stoffer.

Som en sløv og diset version af spanske El Guincho skaber gruppen (der har rødder i bands som Choir of Young Believers, moi Caprice og I Got You on Tape) et helt igennem behageligt univers, der ligeledes nikker anerkendende til freakfolk-musikeren Devendra Banhart (på den orientalske ‘So You Wanna Go Down’) og syrepopperne fra Yeasayer (på den svævende ‘Afrobilly’). Grundudtrykket er repetitive, maskinelle trommeloops, caribiske rytmer og en velassorteret række af instrumenter, der hver har sin velafmålte plads, uden at der nogensinde tys til instrumentonani.

The Late Great Fitzcarraldos lider dog under ét problem: De hallucinerende kompositioner besidder et element af tomgangskørsel grundet den mekaniserede rytmesektion. De ti numre syrer til tider mere ud end nødvendigt, og derfor tager pladen momentvis karakter af baggrundsmusik.

Men som en solfyldt svamperus er det oftest vidunderligt forførende, hvad den rutinerede trio disker op med. Med bølgeskvulp og fuglekvidren er debutalbummet således afslappethed kanaliseret ned i lyd. Og det formår The Late Great Fitzcarraldos at præsentere overbevisende.