Crystal Castles

Den dystre electroduo er ikke blevet mere positiv på sin tredje udgivelse. Tværtimod. Albummet afspejler et såret og kynisk syn på en kold verden, men Crystal Castles’ velkendte, dunkle og mareridtsagtige synthunivers er til gengæld blevet endnu mere fuldendt og harmonisk. Her udfoldes deres særegne stil, der sammensætter hektisk uhygge med nostalgisk transparens i en deprimerende, men energisk stemning.

Selv om lyden er genkendelig, har processen været anderledes og mere autentisk end tidligere, idet alt er blevet optaget i one-takes uden brug af computere, men direkte på bånd. Det kan høres, og det rå lo-fi-udtryk forstærker den gennemsyrende følelse af håbløshed og undertrykkelse, der også går igen i sangtitlerne.

Pladen åbner med ‘Plague’, hvor sonisk trykkende synth dynamisk veksler mellem skrækindjagende trusler og sårbar magtesløshed parallelt fulgt af Alice Glass’ klare, spøgelsesagtige vokal, der ændrer sig dæmonisk i ørerivende skrig.

Læs anmeldelse: Crystal Castles ‘Crystal Castles’

Albummet fortsætter i samme drømmende og afbalancerede atmosfære som duoens foregående, men det betyder bestemt ikke, at den nervepirrende, ravede støjpunk er væk.’Insulin’s primitive electro drukner vokalen i nådesløse og ujævne lufthuller skabt af det sønderrivende tempos supersoniske tryk, og ‘Sad Eyes’ og ‘Telepath’ har et lignende dance-tempo, der sprænger den dystopiske verdens undertrykkende grænser, hvor den enkle ‘Child I Will Hurt You’ modsat er helt stille, smuk og sørgelig.

Trods det veludviklede sortsyn skaber duoen alligevel, takket være den vibrerende vekselvirkning mellem peak og fall, en energisk danseglæde. Meningsløshed eller ej. Og forener lækkert og komplekst punk, rave, synthpop og electro i et på én gang deprimerende og festligt udtryk