Lindstrøm

Sidst vi hørte fra Lindstrøm var det med den larmende, sprælske og farverige ‘Six Cups of Rebel.’ Sammenlignet med dét album er ‘Smalhans’ en kedelig affære. Her er ingen råb og skrig, ingen psykedeliske udskejelser, og selv coveret er i gråtoner. Hvor Lindstrøms seneste album led under de mange noget ujævne indtryk, er dette dog en ubetinget mere behagelig lytteroplevelse.

Selv om der stadig er spark og kreativitet i nordmandens produktioner, finder han i denne omgang en noget sundere balance. Åbningsnummeret ’Rà-àkõ-St’ ruller af sted med varm boblende house til øregangene, og mens udtrykket stadig er levende, bruger Lindstrøm her flere kræfter på at tæmme synthesizerne. Lydbilledet er minutiøst skruet sammen med lag på lag af kækt retro-klingende tangenter, men det bliver på intet tidspunkt overvældende. Selv hvis man ikke kan beskylde Lindstrøm for at rykke grænserne i samme grad som vi før har set ham gøre det, fungerer resultatet upåklageligt, og når albummet er bedst, er resultatet aldeles fremragende.

Læs anmeldelse: Lindstrøm ‘Six Cups of Rebel’

På kun lidt over en halv time beviser Lindstrøm, at han stadig kan strikke varm, fængende house sammen som få andre. Skal man klandre ham for noget, må det være, at pladens seks numre af og til kammer over i en noget tynd electrolyd. De mere flyvske elementer af ’Vos-Sako-Rv’ og ’Faar-I-Kaal’ stritter i alle retninger, men selv om lydbilledet er skarpt, er der ikke meget substans bag de mange lag. Der dog masser at holde af på ’Smalhans’, som tydeligt viser, at Lindstrøm stadig kan.