Ungdomskulen

Det kan godt være, at neonfarverne efterhånden er blegnet en del ovenpå den kulørte bølge af dansabel indierock, der væltede ud over musikscenen op i gennem 00’erne, men det er de norske lemmedaskere i Ungdomskulen iskolde overfor. De er tilsyneladende langt fra færdige med at skole ungdommen i deres eksplosive energiudladninger, kantede bas og rytmiske højfjeldslaviner, som endnu en gang udgør grundpillerne på gruppens nyeste album.

Forskellen fra 2009’s ’Bisexual’ og til 2012 er dog bare, at deres farverige progrock-lyd denne gang virker en anelse mere kønsløst og rodet. Selv efter flere gennemlytninger er det svært at skelne mellem numrene, der flyder sammen i trommefræs og elektronisk forvrængede strengeinstrumenter, og man får en fornemmelsen af, at Ungdomskulen ubevidst har været fanget i et kreativt jerngreb.

Læs anmeldelse: Ungdomskulen ‘Bisexual’

Fælles for flere af de otte numre er nemlig, at Ungdomskulen synes at vælte i ideer, der både forblinder og beriger deres egen lyd. Som på ’Young Hearts’, der er et rytmisk velkomponeret nummer, men som forstyrres af duellerende guitarer, der til tider virker nærmest irriterende. Og på den discopunk-pumpende ’Facemask’, der afløses af ’Austin Love’, hvis lydbillede er stort set identisk. Nordmændenes mange ideer realiseres bedst, når de holdes simple, og her stikker særligt ’Marilyn’ ud, hvor forsanger Kristian Stockhaus excellerer i de dybere registre.

Ungdomskulen har efterhånden overbevist omverdenen om, at de er dygtige musikere, men selvom de til dels forsøger, så lykkes det ikke med hemmelighederne på ’Secrecy’ at bringe bandet videre end deres kendetegn som tre gimmick-lystne lømler.